Krigen kan ødelægge meget. Men glæden ved at fejre noget i fællesskab kan den umuligt tage fra ukrainerne. Det ligger i deres DNA. Så kan det være nok så bitterligt koldt. Den glæde kan man ikke tage fra dem. Heller ikke selv om der er blevet slået meget store skår i den og familier er blevet skilt fra hinanden af krigen. Tiden omkring nytår vil altid være et lyspunkt.
Festlighederne begyndte allerede den 24. december for dem, der er vestligt orienterede. Så kom nytårsaften, som i Sovjetunionen, der fortrængte al religion, indtog julens plads med al dens symbolik med familiesamvær og udveksling af gaver. Det hænger stadig ved over 30 år efter.
Aftenen før den 7. januar bliver endelig den ortodokse jul fejret.
Næsten alle ukrainere er ortodokse kristne, hvad enten de er troende eller ej. Det er nærmest blevet en national identitetsmarkør, sådan som det er det for mange kulturkristne danskere at være medlem af folkekirken.
Anerkender paven
I de dele af Vestukraine, som i historiens løb har været en del af Østrig-Ungarn og Polen, findes der dog en såkaldt ”unieret” kirke, som i hovedtrækkene følger en ortodoks gudstjenestetradition, men anerkender paven som kirkens øverste leder.
Her i Danmark holder de bl.a. til i katolikkernes domkirke, Sankt Ansgars kirke, i Bredgade i København. Der er også protestantiske kirker og jødiske og muslimske mindretal. Men langt de fleste er ortodokse kristne, og uden at jeg har tal på det, vil det også gælde vores ukrainske flygtninge.
De ortodokse i Ukraine følger ligesom russerne den julianske kalender, som er 13 dage forskudt i forhold til den gregorianske, som Vestens kirker følger.
For nyligt gjorde kirkeledelsen i Kiev det valgfrit, om man i den enkelte menighed vil fejre julehøjtideligheden i kirken den 24./25. som ”europæerne” eller holde sig til den gamle tradition. Det ændrer nok ikke noget foreløbigt på, hvordan julen fejres i hjemmene. Her kommer der lidt om, hvordan det plejer at foregå.
Julemiddag med 12 retter
Lige fra morgenstunden juleaftensdag er der gang i køkkenet, for julemiddagen består af hele 12 retter (en ret for hver af Jesu 12 apostle). Alle retterne er uden kød, for adventstiden er fastetid, og kød kan man først spise igen julemorgen.
Man begynder ikke at spise, før den første stjerne har vist sig på himlen. Den er symbol på Betlehemsstjernen og dermed tegnet på, at nu er Jesus blevet født. Stor er glæden – og det skal så fejres med et festligt måltid.
Det begynder med, at alle hver får et stykke brød, der er dyppet i honning, som er blevet velsignet i kirken. Ideen er, at velsignelsen på den måde fra Guds hus konkret bliver bragt ud i hjemmene og kommer alle i menigheden til gode. Det er familiens overhoved, som står for det, og som beder en bordbøn, der slutter med et Xristos razdaietsja (Kristus er blevet født!). Og så går man ellers i gang.
Også i de familier, hvor man ikke bruger traditionen med at dele et brød med kirkeligt velsignet honning og bordbøn, vil man nok holde fast i, at ingen begynder at spise, før den første stjerne har vist sig – om man så tænker på Betlehemsstjernen eller ej.
Den vigtigste ret kaldes Kutja og er en sød grød, som kan være lavet af ris, rosiner og honning eller af kogt hvede blandet med valmuefrø og honning eller en anden variant. Bortstj skal der også være. Den er lavet på rødbeder, hvis man har det, men i de egne, hvor de ikke findes, laver man bare varianter. Og det gælder alt omkring traditionerne. Ukraine er et kæmpe land og hver region har sit særpræg. Alligevel kan man sagtens pege på et fælles mønster. Kogte dejlommer med svampe og løg. Forskellige fisk – bagte, stegte, i kold gelé, fiskeboller, marinede sild osv. Kogte dejlommer med kål, kartofler, boghvedekerner eller svesker. Og holubtsi, fyldte kållommer. Aftensmåltidet slutter altid med uzvar, som er en sød og liflig saft af 12 henkogte frugter (mindre kan selvfølgelig også gøre det).
I visse egne anbringer man et særligt julebrød midt på bordet. 3 cirkelrunde, flettede brød med en diameter på 10-15 centimeter lægges oven på hinanden. Øverst i midten sættes et stearinlys. Tretallet betegner treenigheden, den runde form evigheden, og lyset symboliserer Kristus, som jo kom til verden julenat.
Godbid til de afdøde
Nogle steder er det skik, at man bruger to duge, lagt oven på hinanden: en for forfædrene og en for de levende. Der kan også være lagt hø eller halm under til minde om stalden i Betlehem. Det er familiens store aften – og det kan også forekomme, at der er en ekstra kuvert til de afdøde.
Didukh er en anden ganske udbredt tradition. Ordet betyder bedstefar og skal symbolisere alle de afdøde slægtninge. En didukh består af en håndfuld stængler af hvede eller andre kornsorter, som er bundet sammen på midten, så den kan stå. Den stilles under hjemmets ikoner og der bliver under julemåltidet sat en skål kutja hen til den.
Måltidet er vigtigt for familien, for det er her, man bliver sammenspist. Med en godbid til de afdøde slægtninge og 12 retter til ære for fødselsdagsbarnet og hans apostle hænger det hele sammen.
Ruller sig i sne
Det er meget mere at fortælle om de traditionelle festligheder ved nytårstid i Ukraine. Der er sange og optog og meget andet. Og nytårsaften går man i sauna og dypper sig i koldt vand eller ruller sig i sneen, ikke at forglemme.
Og det slutter ikke engang her – for efter julen den 6. – 7. januar kommer det ”gamle” nytår den 13. januar! Det skal jo også fejres. Andet ville være synd, når nu lejligheden byder sig. Når vi besøger min kones familie i Ukraine, tager vi da heller ikke gerne hjem, før vi har fået denne sidste del med.
Kold dukkert for Jesus
Derefter kan man kigge frem til festen for Jesu dåb, som fejres den 19. januar og som giver de troende mulighed for at dyppe sig i den nærmeste flod tre gange som en bekendelseshandling. Er der is på floden, hugger man et hul eller benytter sig af et, andre har lavet. De større steder kan der være udstationeret repræsentanter for ordensmagten til at sørge for sikkerheden, så alle kommer sikkert op.
Sådan er tiden omkring nytår traditionelt fuld af lyspunkter, og det er i en eller anden variant den baggrund vore flygtninge fra Ukraine er vokset op med og er vant til.
