
Hørsholm: Fløjtevirtuosen Michala Petri har netop udgivet cd'en Chinese Recorder Concertos, hvor hun sammen med Copenhagen Philharmonic spiller fire værker af nyere kinesiske komponister.
De fire koncerter er ikke 52-årige Michala Petris første møde med kinesisk musik. Sidste år udgav hun en cd med duetter med den kinesiske fløjtespiller Chen Yue, der spiller den kinesiske variant af en blokfløjte, bambusfløjten xiao.
Hele projektet hedder "East meets west" og handler om nysgerrighed og dialog, forklarer Petri, der kalder den nye cd for "gademusikant-agtig på den gode måde".
– Sådan er kineserne også. De tænker fremad og dvæler ikke ved det dårlige. Kineserne er gode til at leve og gøre det, som alle filosoffer siger, at man skal. Man mærker hurtigt stemningen i Kina. Især som musiker, for det minder lidt om orkestergraven: man skal være i nuet. Jeg føler mig meget hjemme der. Det er en helt anderledes verden end vores, men som vi kender alligevel, siger Michala Petri til Frederiksborg Amts Avis.