Tømrer og tidligere ishockeyspiller og -træner Ivan Halberg, Kokkedal, fylder 70 år lørdag den 29. april.
Ivan Halberg var en af de helt store profiler hos Rungsted Ishockey Kub op gennem 1970’erne. Han var en målfarlig angriber og var kendt som en ukuelig fighter, der altid gik forrest.
Som bare 18-årig debuterede han i 1972 på det danske landshold og nåede frem til 1985 at spille 68 landskampe.
Ivan Halberg nåede hele 12 sæsoner for Rungsted, inden han sluttede karrieren af i Hellerup Ishockey Klub med fem sæsoner. Samlet spillede han 425 eliteseriekampe, scorede 285 mål og havde næsten lige så mange assists.
Efter sin spillerkarriere tog Ivan Halberg fat på trænergerningen – først i ungdomsrækkerne og dernæst som assisterende 1. holdstræner. Fra 1996 til 1999 var han desuden træner for eliteudviklingslandsholdet for de 18-23-årige talenter.
Sideløbende har Ivan Halberg været involveret i el-hockey i kørestol, som hans søn Nicklas, der har muskelsvind, dyrker med stor succes. 70 års fødselaren har her både været træner, leder, siddet i bestyrelsen for el-hockey forbundet samt været elitetræner med ansvar for landsholdet.
Ivan er for tre år siden blevet farfar, og nyder sine fire hunde i hjemmet i Kokkedal samt hustuen Grace Halberg. Parret kan her i maj fejre kobberbryllup.
Ud over at passe sit arbejde holder Grace styr på deres fælles hjem og hundene, så Ivan kan koncentrere sig om el-hockeyforbundet samt træningen af de unge spillere.
