Hørsholm topper lukkedage

Med 17 lukkedage sidste år placerede Hørsholm Kommune sig i top 10 over kommuner i landet med flest lukkedage i daginstitutionerne. Seks kommuner havde slet ingen lukkedage, mens seks kommuner havde planlagt mellem 20 og 22 lukkedage. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

I Nordsjælland indtager Hørsholm Kommune førstepladsen i antal lukkedage, og i år holder Hørsholms institutioner lukket i 19 dage. Men det skal der laves om på, mener Maj Allin Thorup (K), medlem af Børne- og Skoleudvalget i Hørsholm.

- Vi ønsker at skabe løsninger, som kan give overskud til børnefamilierne. Lige nu har vi en kedelig rekord, i og med at vi nu har 19 lukkedage. Det kan selvfølgelig i et vist omfang være nødvendigt for at få økonomien til at hænge sammen, men når vi er oppe på 19 dage, så råder vi nærmest over den mængde ferie, mange familier har, siger Maj Allin Thorup til Frederiksborg Amts Avis.

I 2016 afskaffede Frederikssund Kommune lukkedagene, og i år gjorde Esbjerg Kommune det samme efter to års forsøgsordning. Og der er lutter gode erfaringer at hente i det jyske.

- De eneste udfordringer, der har været, er, at forældrene skal huske at melde ferie ind, men det er vi i gang med at forbedre. Forældrene er meget tilfredse med at kunne tilrettelægge deres egen ferie, og vi har heller ikke haft forøgede udgifter af at afskaffe lukkedagene, fortæller Diana Mose Olsen (SF), formand for Børn- og Familieudvalget i Esbjerg Kommune.