Efter at have været lukket ned hele året er Hørsholm Egns Museum snart klar til at slå dørene op igen med en udstilling, som omhandler trykkefriheden og tiden, hvor Johann Friedrich Struensee huserede på Hirschholm Slot.
Udstillingen er både en markering af 250-året for trykkefrihedens indførelse, men den kan også ses som et eksperiment i forhold til, hvordan man egentlig formidler tiden omkring Struensee og Hirschholm Slot.
Hos Museum Nordsjælland, der driver Hørsholm Egnsmuseum, har man nemlig ambitioner om at skabe et museum om oplysningstiden i det tidligere Jagt- og Skovbrugsmuseum, men før man når så langt, vil museet gerne eksperimentere med at formidle den for Danmark afgørende tid.
Eksperimenterer mere
– Vi glæder os meget til at åbne igen, for der har manglet noget museumsaktivitet i Hørsholm. Vi håber stadig at kunne oprette et større museum for oplysningstiden i det tidligere Jagt- og Skovbrugsmuseums bygninger, og vi kommer snart med et nyt visions-oplæg i den forbindelse. Inden vi når så langt, skal der dog ske noget, for vi vil ikke bare gå og vente på, at der måske kommer et museum i fremtiden, fortæller Ole Lass Jensen, der er museumsdirektør for Museum Nordsjælland, inden han fortsætter:
– Derfor har vi besluttet, at vi vil lave en ny udstilling på Hørsholms Egnsmuseum. Vi gør det både, så der sker noget, men det er også en anledning til at eksperimentere med, hvordan man kan formidle oplysningstiden og historien om det forsvunde Hirscholm Slot. Vi bruger udstillingen som en form for laboratorium til at eksperimentere med at fortælle historien. Det giver os en masse erfaring, som vi kan bruge den dag, vi forhåbentlig kan arbejde videre med et museum i større skala. Det handler om at høste gode erfaringer, siger han.
Ambitionerne lever
Ideen om et museum om oplysningstiden i Hørsholm, blev indledningsvist præsenteret tilbage i 2018. Da Museum Nordsjælland sammen med en initiativgruppe bestående af blandt andre folketingsmedlem Martin Lidegaard (R) og borgmester Morten Slotved (K) præsenterede idéen, blev museet dog omtalt som et Struensee-museum.
Senere er ideen vokset til at omhandle enevælden og oplysningstiden og man vil tage udgangspunkt i begivenhederne på Hirschholm Slot, hvor den tragiske kærlighedsaffære mellem kongens livlæge Struensee og dronning Caroline Mathilde udfoldede sig. Grundet corona har arbejdet stået stille, men hos Museums Nordsjælland har man ingenlunde mistet ambitionerne, og der vil i fremtiden blive præsenteret mere konkrete ideer til et muligt, kommende museum. Den nye udstilling åbner i starten af december.