En misforståelse omkring ophængning af en kontrolrapport fra fødevarestyrelsen har kostet Kongevejscentrets Bageri 2000 kroner og resulteret i, at bageriet har fået endnu en sur smiley.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis mandag.
I februar modtog bageriet en bøde på 10.000 kroner og flere påbud for ukorrekt opbevaring af fødevarer og mangelfuld rengøring, og selvom disse forhold efterfølgende er blevet bragt i orden, har bageriet nu fået endnu en bøde.
Den første sure smiley kom nemlig aldrig op i vinduet, og det koster, forklarer Jakob Nielsen, der er Fødevarechef hos FødevareKøbenhavn, som er en del af Fødevarestyrelsen.
– Generelt set betragter vi det som alvorligt, hvis en kontrolrapport med en firer ikke bliver sat op, lyder det fra fødevarechefen, der henviser til, at man på kontrolrapporten kan se, hvad der er kontrolleret, sammen med resultatet af kontrollen. Det vises med karaktererne 1, 2, 3 eller 4 for hvert af de områder, der er kontrolleret, hvor fire er den sureste smiley, man kan opnå.
Ved Fødevarestyrelsens besøg hos Kongevejscentrets Bageri den 14. februar fik bageriet netop karakteren 4 i forbindelse med rengøring og karakteren 2 i forbindelse med opbevaring af fødevare, og denne kontrolrapport fandt aldrig vej til bageriets vindue.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis mandag…