DEBAT: Hørsholm Kommune blæser på egne arbejdsklausuler

Af Hans Nissen, formand for 3F Nordsjælland Øst:

DEBAT: De kyler en våd klud i hovedet på rengøringsmedarbejderne

Det er intet mindre end dybt forkasteligt, hvis kommunen endnu engang vil lade Renell svinge støvkosten og feje al moral og solidaritet overfor rengøringsmedarbejderne ind under gulvtæppet, skriver Hans Nissen, formand for 3F Nordsjælland Øst

Foto: Peter Dahlerup

Hørsholm kommunes manglende engagement for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår er en hån mod rengøringsmedarbejderne i kommunen.

Tirsdag morgen var rengøringsmedarbejdere og fagligt aktive mødt op foran Hørsholm Kommune for at vise deres utilfredshed med kommunen.

Hørsholm Kommune har sat rengøringen i udbud, og der skal vælges en ny leverandør.

I dag er det den konfliktramte virksomhed Renell, der har rengøringen, men rengøringsmedarbejderne hos Renell får langt mindre i løn end deres kollegaer, der gør rent for konkurrenterne. Det er overhovedet ikke i orden.

Hørsholm Kommune har faktisk skrevet ind i kontrakten med Renell, at Renell ikke må betale deres ansatte en løn der er dårligere end den løn, som er forhandlet hjem i den mest repræsentative overenskomst på området.

I 3F har vi kigget på, hvad medarbejderne hos Renell tjener, og hvad medarbejdere, der udfører præcist det samme stykke arbejde, tjener hos konkurrenterne, der følger en 3F overenskomst. Konklusionen er klar: medarbejderne hos Renell får mindst 23.000 mindre om året!

For Hørsholm Kommune er ordentlig løn og arbejdsvilkår åbenbart ikke mere værd end det papir, det står på

Hans Nissen, formand for 3F Nordsjælland Øst

Men det er Hørsholm Kommune tilsyneladende fuldstændig ligeglade med. Det er som at kyle en gammel våd karklud i ansigtet på rengøringsmedarbejderne. Og lige nu er Renell i gang med at byde på rengøringen igen.

For Hørsholm Kommune er ordentlig løn og arbejdsvilkår åbenbart ikke mere værd end det papir, det står på. Det er intet mindre end dybt forkasteligt, hvis kommunen endnu engang vil lade Renell svinge støvkosten og feje al moral og solidaritet overfor rengøringsmedarbejderne ind under gulvtæppet.

For 3F er det afgørende, at kommunerne overholder deres arbejdsklausuler, og stiller krav om, at den virksomhed, der vinder udbuddet, ikke giver løn- og arbejdsforhold, som er mindre gunstige end dem, der gælder i 3F’s overenskomst på området!

Det er en hån overfor rengøringsmedarbejderne, det er konkurrenceforvridende og så er det hamrende usolidarisk.