OPDATERET Nu behøver du ikke vente i dagevis for at få tid til en test og yderligere at par døgn for finde ud af om du er smittet med coronavirus. Både test og svar leveres nemlig på 15 minutter i det nyåbnede testcenter – Capa BioTech Testcenter – på Bolbrovej 95A i Rungsted.
Her har den lokale sygeplejerske Susie Wordenskjold Andreasen og hendes mand Christian Andreasen sammen med erhvervspartner Klaus Aamann, Rungsted, på under 14 dage fået godkendelserne i orden til områdets første private covid-19 testcenter.
Et felt som Klaus Aamann, direktør i firmaet Capa BioTech, allerede arbejder med i udlandet og i Danmark med store virksomheder, fx. Rockwool.
Prisen for en privat coronatest er 299 kroner, og der tale om en antigen-test.
Glad for tilbuddet
Tirsdag eftermiddag var borgmester Morten Slotved inviteret til åbningen af klinikken, hvor han stillede sig til rådighed for en test.
"Jeg er rigtig glad for, at vi har fået sådan et tilbud i Hørsholm. Skal man ud at flyve i morgen eller har man været tæt på en smittet, så er det en fantastisk måde, at du på 15 minutter kan få svar på om du har corona – og til flyveturen kan du få styr på coronapasset," fortæller borgmesteren, inden han selv sætter sig til rette på stolen og lader Susie Wordenskjold Andreasens føre den lange vatpind op i det ene næsebor.
Den test vender vi tilbage til.
Selv ramt af corona
Ifølge den 46-årige sygeplejerske kan deres test hjælpe med en hurtigere smitteopsporing fremfor at skulle vente i dage på resultatet.
"Det er måske fire døgn, hvor du reelt kan smitte andre. Det kan vi forhåbentlig forhindre med et hurtigt svar," siger Susie Wordenskjold Andreasen, der både under den første og nu anden coronabølge har arbejdet på Bispebjerg Hospital med en klinisk specialfunktion for nogle af de mest syge covid-19 patienter.
Hun var også selv en af de første i Danmark, der blev syg af corona lige efter nedlukningen i marts og oveni blev indlagt med åndenød.
Høj træfsikkerhed
I flere sammenhænge har der været sået tvivl om de hurtige coroantest og en for stor fejlmargen med falske positive.
Allan Randrup Thomsen, professor i virologi på Københavns Universitet, og Jan Gorm Lisby, overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Hvidovre Hospital, er ifølge DR enige om, at de hurtige test – og de såkaldte 'antigen tests' – ikke har den optimale følsomhed i forhold til de offentliges PCR-test og specielt tidligt i et smitteforløb vil den ikke teste positiv.
"Det er også sandt, hvis de ikke udføres korrekt. Fuldstændig som hospitaltests PCR-test gælder det for vores egne, at de bliver udført korrekt og grundigt nok. Og det bliver de hos os," forsikrer hun og fortsætter:
"Jeg har stor erfaring med podning, og testen har en meget høj træfsikkerhed, når man følger forskrifterne for testen. Det helt afgørende er nemlig, at man kommer ind det rigtige sted i næsen, hvor man kan få nok materiale med ud," forklarer Susie Wordenskjold Andreasen.
Hun mener, at de fejltest, der har været omtalt i medierne, højst sandsynligt skyldes, at næsetesten ikke har været udført på den rigtige måde.
"Der er jo også fejlbehæftede test og falske negative i det offentlige," fastslår den lokale sygeplejerske, der stadig arbejder deltid på Bispebjerg Hospital.

Med åbningen af Capa Biotech Testcenter satser sygeplejerske Susie Wordenskjold Andreasen og direktør Klaus Aamann, begge bosat i Rungsted, at hjælpe med en hurtig afklaring af coronasmitte og deraf medvirke til at nedbringe smitten. Foto: Morten Timm
Uddannet personale
For at kunne dække hele klinikkens åbningstid – mandag til fredag kl. 07-21 og lørdag-søndag kl. 08-18, har de fået specialuddannet et testpersonale på nu 11 personer, der alle er blevet certificeret af klinikkens virksomhedsansvarlige læge Christian Bang til at udføre testen korrekt.
Borgmester foretrækker ikke en mine under testen, der kun varer et øjeblik. Han kan dog ikke forhindre, at øjnene begynder at løbe i vand efter vatpindens vandring i næsen.
"Bare rolig… der er hul gennem næsen hele vejen ned til maven," sigerSusie Wordenskjold Andreasen.
Små 15 minutter senere får Slotved resultatet: "Du har ikke corona…"
Selvom flere vacciner snart er klar på markedet, mener Capa BioTech-direktør Klaus Aamann, 54 år, ikke, at de hurtige test bliver overflødige foreløbig.
"Trods en vaccine vil der stadig være mange, der har behov for at få taget en test, så de kan være helt sikre i forhold til flyrejser og ophold i udlandet," vurderer han.
Efter sit eget sygdomsforløb oprettede Susie Wordenskjold Andreasen i øvrigt Facebook-gruppen "Covidramte med senfølger", der i dag har 8150 medlemmer.

På den hurtige PCR-test vises enten én eller to streger. En for negativ og to for positiv. Her er det borgmesterens test, der viser, at han ikke har corona. Foto: Morten Timm
*Opdatering af artiklen 19/11-20 med vurdering af antigen-test af professor Allan Randrup Thomsen og overlæge Jan Gorm Lisby.