Taastrup: Der var stor glæde, da Gadehavegård mandag kunne holde sin officielle indvielse af en ny klub til områdets unge over 17 år.
Borgmester Michael Ziegler virkede begejstret for klubben.
– Den nye ungdomsklub i Gadehavegård giver de unge et rart sted at være, hvor de unge kan møde nogle gode rollemodeller og engagerede medarbejdere. Det er mit håb, at de unge med denne klub får lettere ved at træffe de rigtige valg i livet, som f.eks. at passe deres skole og overholde loven, og dermed øge deres muligheder for at få et ordentligt og aktivt liv med uddannelse og engagement, sagde han i sin tale.
Klubben er et samarbejde mellem den nuværende klub Gadehaven – Klubben i centrum. Sundhedsprojektet og afdelingsbestyrelsen i Gadehavegård. Der er ansat to medarbejdere i projektet, som via tætte relationer med de unge skal tage med ud og søge arbejde, tage kontakt til kommunen eller andre myndigheder, som kan hjælpe de unge videre.
Årsagen til, at der er brug for den nye klub er, at mange af de unge ikke havde noget at foretage sig.
– Problemet var, at de unge hang på stierne og ikke havde noget at tage sig til. Jeg håber, at klubben får en præventiv virkning i forhold til kriminalitet. De unge kommer væk fra gaden og får den hjælp, de har brug for til at komme i gang, siger Arne Hansen, der er leder af projektet.
Læs mere i DAGBLADET Roskilde, fredag.