For mange i job koster støttekroner

Der var ikke hjælp til Tåstrupgård i de særlige satspuljemidler til kriminalitetsforebyggende indsatser i udvalgte boligområder. Der er nemlig for mange i arbejde i boligområdet.
Der var ikke hjælp til Tåstrupgård i de særlige satspuljemidler til kriminalitetsforebyggende indsatser i udvalgte boligområder. Der er nemlig for mange i arbejde i boligområdet.

Taastrup: Indsatsen med at få beboere i Tåstrupgård i arbejde eller uddannelse er gået alt for godt.

Den høje beskæftigelsesgrad er nemlig paradoksalt nok årsag til, at Høje-Taastrup Kommune ikke fik lov til at søge midler fra den særlige satspulje for kriminalitesforebyggende tiltag i udvalgte boligområder.

En pulje på 137,5 millioner kroner, der ellers blev oprettet efter den meget medieomtale af bandeproblemer i særligt Tåstrupgård.

– Vi er selvfølgelig glade for, at det går godt med at få beboerne i arbejde, men det er da ærgerligt, at vi ikke kunne komme i betragtning til at søge penge fra den særlige pulje af den årsag. Men der er behov for en ekstra indsats for at bekæmpe blandt andet bandekriminalitet i området, så det må vi finde penge til lige meget hvad, siger borgmester Michael Ziegler (K).

De boligområder, der fik lov til at søge den særlige satspulje, blev udvalgt på baggrund af en række kriterier, for eksempel andelen af 18-34-årige uden for arbejdsmarkedet, andelen af unge beboere og kriminaliteten i området.

Og hvad angår andelen af unge beboere samt forekomsten af kriminalitet i boligområdet, så kunne Høje-Taastrup godt have søgt støtte til Tåstrupgård fra den særlige pulje.

Men til gengæld klarer området sig altså alt for godt på beskæftigelsesområdet til at komme i betragtning.