
Søndag den 15. januar kl. 15 kan man i Torslunde kirke se en familieforestilling om Martin Luther med ensemblet GIÒIA og medvirken af Landsbyernes Børnekor
I anledning af 500 året for reformationen i 2017 har GIÒIA udarbejdet forestillingen om Martin Luther præsenteret med musik, fortælling og fællessang. Manuskriptet er skrevet af sognepræst og forfatter Maria Baastrup Jørgensen. Hun har gennem mange år beskæftiget sig med formidling af kirke og kristendom til børn og unge, bl.a. med 'Bibelen i Boksen' (Bibelselskabet).
Historien tager sin begyndelse i klosteret, hvor Luther bare ikke føler, at han passer ind. Når han nu er så glad for sang, musik og dans – og Gud har skabt ham sådan – hvorfor er det så ikke tilladt? Et udvalg af de reformatoriske hovedpointer introduceres med humor og i børnehøjde – og med lidt 'brush-up-your-Luther' til de voksne oveni…
Ensemblet GIÒIA er kendt for sine festlige fortolkninger af den allertidligste nedskrevne instrumentalmusik fra 1250-1450.
Gruppens besætning er: Mie Korp Sloth på portativ (bærbart middelalderorgel) og keltisk harpe, Tira Skamby på percussion og Karina Agerbo på blokfløjte.
Der er gratis adgang.
Læs mere på: www.torslundesognogkirke.dk