Der er nu rejst tiltale i sagen, hvor en 19-årig mand blev alvorligt såret og siden døde i forbindelse med knivstikkeri i Høje Taastrup i november sidste år.
I alt fire unge mænd er blevet tiltalt for forskellige roller i sagen. Ifølge politiets efterforskning, blev der stukket med kniv fra begge sider, da to grupper stødte sammen i Cederlunden den 14. november 2021.
– Derfor er der ikke alene rejst tiltale mod den 22-årige mand, som vi mener begik drabet, men der er også rejst tiltale for drabsforsøg mod tre unge mænd, som var i gruppen sammen med den dræbte, siger senioranklager Rasmus Kim Petersen.
Sigtet også såret
Den drabstiltalte blev selv alvorligt såret i forbindelse med knivstikkeriet og lå såret på jorden, da politiet ankom kort efter. De øvrige tiltalte blev anholdt i tiden efter på bagrund af efterforskning og hjælp fra offentligheden.
I sagen er der også rejst tiltale for trusler og for overtrædelse af knivloven.
Der er endnu ikke sat dato på hvornår sagen skal for retten.
Karriere foran sig
Milan Rahim har 13.500 følgere på Instragram og to af hans numre “Maradona” og “Vilde Vesten” er blevet streamet over 500.000 gange på Spotify. Hans storebror Marco Rahim er også rapper og kommer fra Taastrup.
’Vores elskede søn, bror, fætter, barnebarn og ven Milan Mohamed Rahim er vendt tilbage til vores skaber. Lad os alle huske ham. Må Allah acceptere hans gode gerninger og tilgive hans synder. Lad ham være blandt Jannahs’ beboere og nabo til profeten Mohammad’, skrev broderen Marco Rahim på vegne af hele familien på Instagram, efter Milan Rahims død.
Her forsikrede storebroderen også, at han ville holde Milans drøm kørende med musikken for sin lillebrors skyld, og takkede for alle de mange hilsener, han havde modtaget: ’Det varmer mit hjerte – jeg ser alle jeres beskeder’.




