Debat: Byrådet svigter Hedehusene

Gert Hansen, Formand for Hedehusene Idræts Forening

(Se svar fra udvalgsformand Merete Scheelsbeck (K) i brunden af indlægget)

»Byrådet svigter Hedehusene« - Hvordan det? Jo, ved at nedlægge byens to skoler og bygge en ny skole - med alt for få idrætsfaciliteter.

For at kompensere for de manglende idrætsfaciliteter er det meningen, at skolen skal bruge Springcenter Nærheden, Hedehushallen og Charlottehallen.

Det lyder jo godt, bortset fra at byens fritidsbrugere ikke længere har noget sted at være - hverken i dag- eller i aftentimerne.

Som formand for Hedehusene IF kan jeg kun undre mig over, at kommunen slet ikke tænker på, at der er rigtig mange fritidsbrugere i Hedehusene. Hedehusene IF har i rigtig mange år kæmpet for at få tider i dagtimerne til bl.a. senioraktiviteter. Det er lykkedes med det nye Springcenter Nærheden, hvor der er de nødvendige sale til rådighed i dagtimerne, som vi kan bruge - morgen og eftermiddag.

Når Hedehusene Skole forsvinder og springcentret skal bruges af den nye skole, ja så er træningsmulighederne væk for 5-600 idrætsbrugere, der i dag bruger Hedehusene Skole om eftermiddagen og om aftenen. Det skal i den forbindelse understreges, at de aktivitetstilbud, som Hedehusene IF har, ikke passer ind i en stor hal.

Det er derfor meget skuffende, at byrådet ikke er mere fremsynet, end at de hellere vil have en ny betonbygning i Charlotteager, frem for at bevare bare lidt af de kulturbygninger, der er tilbage i Hedehusene. Tilsyneladende er det eneste, byrådet har i hovedet, at få proppet flest mulige indbyggere ind i Hedehusene. Det vil de gøre ved at rive Hedehusene Skole og Charlotteskolen ned og få bygget boliger på områderne.

De tænker slet ikke på de ting, som der skal til for at gøre Hedehusene til en attraktiv og spændende by. I stedet for bare at rive Hedehusene Skole ned og få udstykket området, forsømmer man helt den mulighed, der ligger i at gøre skolen til et centralt samlingspunkt for kultur- og fritidsaktiviteter i Hedehusene.

Bygger for småt

Hvorfor vil man så rive Hedehusene Skole ned? Simpelthen fordi der er penge i jordstykket. Kommunen ønsker nemlig ikke at bruge penge på de ting, som borgerne skal bruge i deres fritid. De eneste penge, som kommunen vil bruge på Hedehusene, kommer udelukkende fra udstykningen og salget af jorden - med andre ord vil man fodre hunden med dens egen hale, bare det ikke koster noget.

I løbet af relativt få år kommer der mere end 8.000 nye borgere til Hedehusene, men hvor skal de dyrke deres fritidsaktiviteter?

Forvaltningen er godt klar over, at der er mange fritidsbrugere på Hedehusene Skole (ca. 1.000 ugentlige brugere - HIF, Charlotteager IF, dartklubben, Fodboldens Venner, Røde Kors). Kommunens løsning på problemet - hvis man ikke kan finde anden placering til fritidsbrugerne - bliver at bygge et nyt hus til fritidsaktiviteterne - i Charlotteagerkvarteret - eller endnu værre: ved fodboldbanerne på Stenbuen.

Her vil man så bygge det antal kvadratmetre, som svarer til behovet i dag. Med andre ord kan man frygte, at kommunen gentager de fejl, man allerede har gjort flere gange, nemlig at bygge så det kun lige dækker behovet nu og her - altså uden bare lidt fremsynethed. Det gælder både springcentret i Nærheden, som allerede er for småt (uden udvidelsesmuligheder) og skolen i Nærheden (som i den grad mangler idrætsfaciliteter).

Svært at få brugere til haller

Vi har som idrætsforening tidligere erfaret, hvor svært det er at få brugerne til at gå til Hedehushallen og Charlottehallen, og opfatter det som en hån mod byens borgere, at de nu skal væk fra det område, hvor de bor, for at dyrke en idrætsaktivitet eller dyrke noget kultur.

I stedet for at indrette et aktivitetscenter centralt i byen, er kommunens tanke, at hvis man flytter foreningerne til Charlotteager, så følger medlemmerne med, og Charlotteager får et løft. Med de tilkendegivelser vi allerede har fået fra mange medlemmer, vil det ikke være tilfældet.

Hvis det ikke er muligt at få nogle foreninger op at stå i Charlotteager, burde indsatsen måske i stedet gå på at få beboerne integreret i de velfungerende foreninger, der allerede er i Hedehusene - men der er måske længere fra Charlotteager til Hedehusene end omvendt.

Hvorfor ingen protester?

Hvor er byens lokalpolitikere henne, der må da være nogle som kan se problemet og gerne vil være med til at sikre kulturen og idrætten i Hedehusene. I dag foregår 80 procent af alle tiltag støttet af det offentlige (biblioteker, kulturhuse, teater, o.lign.) i Taastrup.

Hedehusene IF har tidligere arrangeret musik/koncerter, men selv om HIF gerne vil arrangere flere kulturtiltag og støtte disse, må vi blot konstatere, at det er umuligt med de nuværende regler.

Hvorfor er der ikke nogle borgere, som protesterer over, at politikerne langsomt vil afvikle Hedehusene - frem for at udvikle Hedehusene, nu når mulighederne er så indlysende. Måske er det fordi, det ikke er offentligt kendt, hvad konsekvensen er af nedrivningerne?

Som foreningsmand undrer det mig, at kommunen har en intention om at få 5.000 flere børn og unge til at dyrke motion, når man samtidig forringer de faciliteter, man stiller til rådighed. Det gør man først og fremmest ved at flytte faciliteterne - væk fra den centrale del af Hedehusene til Charlotteager.

Det vil være rart at høre fra beboerne i Hedehusene, om de virkelig ønsker den udvikling, der er på vej.

Svar fra formand

Af Merete Scheelsbeck (K), formand for Fritids- og Kulturudvalget i Høje-Taastrup

Byrådet svigter bestemt ikke Hedehusene. Faktisk er vi midt i en omfattende og vigtig proces (som Hedehusene IF også er en del af), hvor vi drøfter med fritidsbrugerne i Hedehusene, hvordan vi kan fremtidssikre Hedehusenes idræts- og foreningsliv, både nuværende aktiviteter, men også hvordan vi skaber plads til de 8000 nye borgere i Nærheden og udvikler aktiviteter, som kan rumme flere børn og unge, som ikke er idræts- og foreningsaktive i dag.

Så sent som i forrige uge deltog jeg i et dialogmøde med fritidsbrugerne - herunder Hedehusene IF - i Hedehusene.

Formålet er at forberede byrådet til at træffe beslutninger om Charlotteskolen og Hedehusene Skole, med udgangspunkt i de idrætsforeninger, der er aktive på Hedehusene Skole, Charlotteskolen og Hedehushallen. Herudover spiller andre faktorer også ind, som for eksempel bygningernes tilstand, infrastruktur, finansiering og fremtidens idrætsmønstrer - bare for en nævne et par af de oplagte.

Endeligt er det vigtigt at understrege, at der ikke er taget beslutninger om salg, nedrivning eller opførelse af nye faciliteter. Vi er i gang med de indledende øvelser, hvis formål er, at vi styrker Hedehusene og får flere til at dyrke idræt. Det gør vi bedst sammen, og jeg ser derfor frem til et fortsat godt samarbejde med Hedehusenes idrætsbrugere og -foreninger.