I forbindelse med, at der den 25. januar 2023 for sidste gang afholdes byrådsmøde i den nuværende byrådssal på Bygaden 2, har en stribe af de siddende byrådsmedlemmer svaret på et par spørgsmål om deres største oplevelser i den sal, de snart skifter ud med en ny på Rådhusstræde 1.
De er blevet bedt om at huske tilbage på henholdsvis den sjoveste oplevelse, bedste debat, vigtigste beslutning samt et mindeværdigt øjeblik i deres tid som byrådsmedlem.
Her er det Hugo Hammel (S), der fortæller. Han har valgt én enkelt episode, som han mener er dækkende for alle de efterspurgte elementer.
Hugo Hammel er 64 år og repræsenterer Socialdemokratiet. Har været medlem af byrådet i Høje-Taastrup siden kommunalvalget i 2009.
Han skriver:
“Den 30. januar 2018 skulle vi behandle en sag om godkendelse af risikobaseret dimensionering. Emnet lyder for mange dødkedeligt, men det drejede sig om, at kommunens stående brand og rednings-beredskab ville blive reduceret med en tredjedel, altså fra 6 til 4 mand i første udrykning.
Når man som jeg i 33 år havde arbejdet som brandmand i kommunens beredskab, vidste jeg alt om, hvad det ville betyde at svække første udrykning så voldsomt, så vi måtte på barrikaderne.
Har du et tip?
Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på lisbeth.jansen@sn.dk eller redaktionen på taastrup.red@sn.dk
At ændre De Konservatives holdning – eller ligeså deres tre trofaste musketerer fra Radikale, Lokallisten og DF – havde vi selvfølgelig ikke mange illusioner om, men slaget skulle ikke tabes uden en grundig debat, og det blev der.
Debatten varede næsten en time, og vi kom langt omkring i en meget teknisk og til tider følelsesladet debat, som både involverede min egen skoletid, borgmesterens barndom, kommunes tilblivelse, KL, landets regering og meget, meget mere.

Det har altid været min holdning, at debatter skal holdes i en sober tone, og gerne med en hyggelig lune, hvilket heldigvis kendetegnede hele debatten, som hovedsageligt var mellem borgmesteren og jeg selv.
Sagens afstemning var forudsigelig, men det, der gjorde debatten mindeværdig var, at den udspillede sig på det førte byrådsmøde i en ny byrådsperiode, hvor det halve af byrådet var udskiftet.
Det var tydeligt, når man kiggede rundt i salen, at stort set alle nye byrådsmedlemmer så ud som om, de ikke anede, hvad vi debatterede og samtidig sad og tænkte: Fu.., hvad pokker er det, jeg er kommet ind i! Skal man virkelig sætte sig så godt ind i alle sagerne?
Det er heldigvis ingenlunde tilfælde. Mindre kan gøre det.
Men det er sjovt, når man selv bliver tændt, og at man oftest er bedst replik, hvor man taler frit fra leveren, altså hvis man er hjemme i sit stof.
Selve beredskabssituationen endte heldigvis senere lykkelig, da beredskabet blev opløst, og vi dannede nyt beredskab (som hedder Beredskab 4K, red.) med stort set samme dimensionering som tidligere.“
Deltag i Facebook-debatten
Klik dig ind her på Lokalavisen Taastrups Facebook-side og deltag i debatten og få daglige, friske nyheder fra dit nærområde.