45 år i samme virksomhed: Ikke klar til at gå på pension

Jubilæum: Henrik Boie Hansen er 67 år og kan fejre sit 45-års jubilæum hos installationsvirksomheden John Jensen VVS. Det betyder, at Henrik har været ansat i samme firma i mere end halvdelen af sit liv, og han har fortsat mod på mere.

45 år i samme virksomhed: Ikke klar til at gå på pension

Henrik Boie Hansen er udlært VVS’er. Nu bruger han sine kompetencer på at beregne tilbud til kunderne. Foto: John Jensen VVS

Tilbage i 1972 begyndte Henrik Boie Hansen i lære som VVS- og blikkenslager hos John Jensen VVS, der har hovedkvarter i Hedehusene. Og nu kan han fejre 45 års jubilæum i virksomheden.

Hans far havde egen VVS-forretning, så faget var ikke nyt for ham, og han vidste, hvad han gik ind til. Det varede ikke længe, før Henrik Boie Hansen fik opgaver ud over det sædvanlige, da både viljen og fagligheden var i orden.

Det betød også, at han i 1976 bestod sin svendeprøve med et så flot resultat, at han modtog håndværkerfagets æresmedalje for sin præstation.

– Jeg har lært rigtig meget hjemmefra, da både min far og farfar var VVS’ere. Det lå nok i kortene, at jeg skulle være tredje generation i familiefirmaet, men sådan skulle det vise sig ikke at blive, fortæller Henrik Boie Hansen.

Henrik Boie Hansen har kunnet fejre 25- og 40-års jubilæum i John Jensen VVS, og nu kan han altså også fejre 45 års jubilæum i en alder af 67 år. Foto: John Jensen VVS

Værnepligten spændte ben

På trods den flotte medalje, var der ingen vej uden om værnepligten, og efter denne var der lavvande i branchen.

Henrik Boie Hansen tog erfaring i et andet VVS-firma, men han sørgede for løbende at melde sin interesse, hvis der kom en åbning hos John Jensen VVS. I 1978 kom opkaldet så, og han blev hyret ind igen. Det er nu 45 år siden.

– Det er helt utroligt og tænke tilbage på, at jeg både har kunne fejre 25- og 40-års jubilæum her hos John Jensen VVS. Jeg er en af de få tilbage fra den tid her, og det er en fornøjelse at fortælle historier fra de gamle dage, hvor tingene jo foregik på en helt anden måde end i dag, siger Henrik Boie Hansen.

Deltag i Facebook-debatten

Klik dig ind på Lokalavisen Taastrups Facebook-side, og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.

Rørtangen skiftet ud

Da John Jensen VVS i 2000 lavede et generationsskifte, havde virksomheden brug for Henrik Boie Hansens erfaring og kendskab til forretningen. Han fik derfor en rolle som serviceleder.

En, rolle han gerne tog imod, men som krævede nogle nye færdigheder, herunder brug af IT – eller EDB, som Henrik Boie Hansen kalder det.

– Jeg husker det tydeligt. Jeg kom til at være halvt ude i marken og halvt inde på kontoret. Der var ikke så meget sidemandsoplæring, jeg blev bare kastet ud i det. Jeg havde jo styr på det faglige, men det var nyt for mig at sidde ved en computer, og det krævede en del tålmodighed at lære alt det der EDB, siger han.

Men tålmodigheden gav pote, og gennem årene har han brugt mere og mere tid på kontoret. I dag bruger i dag sin erfaring fra marken til at beregne tilbud til kunderne.

Mod på mere

Henrik er for nylig gået ned på en firedagsuge, selvom han nærmer sig 68 år, er han er ikke klar til at gå på pension.

– Jeg har det bedst med at have noget at rive i. Det er er også med til at holde mit hovedet i gang. Og så er jeg jo loyal overfor min arbejdsgiver. Jeg kaster ikke håndklædet i ringen foreløbig, siger Henrik Boie Hansen.