Hillerød-virksomheden Rygestopkonsulenterne er for andet år i træk blevet kåret til landets bedste inden for rygestop.
Pernille Lütken og Maj-Britt Bjerre Koch er kvinderne bag firmaet, som Rygestopbasen for andet år i træk har kåret til Danmarks bedste inden for rygestop. Rygestopbasen er en landsdækkende database, der bruges til at overvåge og evaluere de forskellige rygestopaktiviteter, som kommuner, apoteker, tandlæger og andre står bag.
– Vi gør det, som man altid har gjort, men vi forsøger hele tiden at gøre det bedre og optimere de elementer, der er. Det betyder, at vi hele tiden henter ny viden, ny teorier og ny praksis ind. Vi evaluerer alt det, vi gør, så vi hele tiden kan forbedre det, vi gør, og måle, hvad der virker, fortæller Pernille Lütken, der er uddannet psykolog.
Hun arbejdede i starten af 00'erne på Stoplinen, hvor hun blev kontaktet af Maj-Britt Bjerre Koch, der netop havde startet Rygestopkonsulenterne. Maj-Britt ville have Pernille med.
– Jeg er lægemiddelkonsulent, og min stærkeste vej ind i det her er, at jeg ved en masse om, hvad nikotin gør for kroppen, og hvordan vi reagerer, når vi ikke får medicin. Jeg ved, hvilke lægemidler, der virker, og hvordan vi skal bruge dem. En psykolog er all in på, hvordan vi samtaler om det. Der har vi fundet en enorm god samarbejdsmåde, siger Maj-Britt Bjerre Koch.
Virksomheden arbejder i høj grad med positiv psykologi i stedet for løftede pegefingre og har med egne ord nørdet med alle de små elementer, der er på et rygestopkursus.
Virksomheden er landsdækkende og har 18 rygestopkonsulenter ansat og har siden 2002 haft mere end 10.000 rygere gennem et rygestopforløb på enten arbejdspladser eller i kommunalt regi. De har blandt andet hjulpet Novo Nordisk, Københavns Kommune, Vordingborg Kommune og senest er Sønderborg Kommune også kommet til. Som noget nyt er de begyndt at uddanne rygestopkonsulenter.
– Det er rigtig spændende, men det udfordrer også det monopol der er. Kræftens Bekæmpelse har været den eneste, der har haft den uddannelse i rygestop. De har været der er i mange år, og det synes vi er fint, men vi synes også, at det er godt, at der kommer nogle andre muligheder på banen også, fortæller Maj-Britt Bjerre Koch.
De to kvinder taler med passion og humor, og det er tydeligt, at de brænder for deres arbejde.
– Havde der siddet en økonomimand og kigget på bundlinien, så havde vi aldrig overlevet. Vi er drevet af at gøre en forskel for det rygestoparbejde, der bliver lavet, fortæller Maj-Britt Bjerre Koch.
Hun har selv kæmpet med at kvitte smøgerne.
– Jeg har været kæmpe storryger i mange år. Jeg har selv KOL, og jeg er vokset op i et rygerhjem. Jeg har prøvet at holde op mange gange, og jeg synes, jeg er et meget ressourcestærkt menneske, men jeg kunne bare ikke holde op. Jeg røg 20+ om dagen og også om natten, fortæller hun.
Hun arbejdede i mange år i medicinalindustrien men skiftede til et job i Nicorette. Hun lovede til jobsamtalen at stoppe med at ryge men røg i begyndelsen i smug. Først da hun skulle på en konference i Italien, blev hun tvunget til at stoppe, da der ikke var mulighed for at fortsætte med de hemmelige smøger. Efter at have været i virksomheden nogle år fik hun ideen til at starte for sig selv.
14.000 danskere dør om året af en rygerelateret lidelse, og de årlige ekstra omkostninger til behandling og pleje af rygere og eksrygere løber op i 10,4 milliarder kroner på landsplan, fremgår det af Sundhedsstyrelsens rapport »Sygdomsbyrden i Danmark«.
– Det, der drev mig, var statistikkerne. Jeg sagde til alle konsulenterne i starten, at stopraten simpelthen skulle i vejret. Det, der var irriterende, var, at alle ligesom var tilfredse med, at stopraten var, hvor den var. Både Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Nicorette. Hvis man bruger rygestopmedicin er stopraten cirka 10-20 procent. Får du lidt rådgivning er den måske 25 procent. Hvad så med de sidst 75 procent?, fortæller Maj-Britt Bjerre Koch.
Tallene hos Rygestopkonsulenterne taler for sig selv. 92,7 procent af rygerne er røgfri ved afslutning af kurset, mens 62,1 procent er det efter seks måneder.
Målet er selvfølgelig 100 procent, smiler Pernille Lütken, men det er nok urealistisk, mener de begge.
– Vores mål er, at vi gerne vil have bredt den måde, vi arbejder som virksomhed på, ud. Det gør vi med meget små skridt af gangen. Hvis vi kan få lavet et samarbejde med to-tre nye kommuner næste år, så er vi glade, siger Maj-Britt Bjerre Koch.