Stations-løft skal øge tryghed

Trafik: 26 stationer på linje A og E mellem Hillerød og Køge skal have et samlet løft for i alt 45 millioner kroner.

Nordsjælland: Stationer, der er rarere at opholde sig på. Det er hvad S-togs passagerne gerne skal opleve på 26 stationer mellem Hillerød og Køge.

Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 har netop godkendt DSB’s oplæg til et såkaldt visuelt løft af station på Køge-Bugt banen og Nordbanen.

Folketingsmedlem Fie Hækkerup (S), der er valgt i Hillerød, glæder sig over, at Hillerød og 25 andre stationer, nu får et løft

Konkret vil DSB gennemgå hver station for blandt andet belysning og overvågning.

Hvad der konkret skal laves på hver station, vurderes af DSB. Det betyder, at stationerne får et markant løft, så de bliver rarere at opholde sig ved.

Pengene kommer fra puljen til mere trygge og attraktive stationer, der blev afsat i forbindelse med Infrastrukturplan 2035. Der er i alt 350 millioner kroner i puljen, der udmøntes årligt indtil, at pengene er opbrugt. Det er DSB, der indstiller projekter til puljen, som godkendes af forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035, og DSB har besluttet at gennemføre arbejdet på linjen mellem Køge og Hillerød, så det er en samlet linje, der får et løft.

Udsigten til en øget tryghed på stationerne glæder Fie Hækkerup (S), som er valgt til Folketinget i Hillerød.

– Det er virkelig vigtigt, at vi nu investerer i at øge trygheden på S-togsstationerne. Jeg har selv gennem hele mit liv kørt med A-linjen til og fra Hillerød, så jeg ved, hvad det betyder, at man føler sig tryg på stationerne. Og jeg har også som ung kvinde oplevet, ikke at være det. For selvfølgelig skal man kunne føle sig tryg, når man færdes på vores S-togsstationer, udtaler hun.

Det bliver DSB, som får til opgave at vurdere, hvad der konkret skal laves på hver enkelt station.

Det visuelle løft gælder stationernes overflader i forhold til materialer, belægninger, farver, beplantning, aptering og belysning. Ydermere ses på mulighederne for udsmykning og kunstinstallationer.

DSB gennemgår hver enkelt stations eksisterende indretning. Fokusområderne er blandt andet bænke, læskærme, venterum, affaldsspande, cykelparkering, cykelslidsker, infoskærme, overvågning, buskadser og blinde hjørner med mere.

Visuelt løft af stationer mellem Hillerød og Køge

De 26 stationer på strækningen, der får del i puljen til et visuelt løft, er:

Allerød, Avedøre, Bernstorffsvej, Birkerød, Brøndby Strand, Friheden, Gentofte, Greve, Hillerød, Holte, Hundige, Ishøj, Jersie, Jægersborg, Karlslunde, Køge, Køge Nord, Lyngby, Sjælør, Solrød Strand, Sorgenfri, Sydhavn, Vallensbæk, Virum, Ølby, Åmarken.

Økonomien for de enkelte stationer kan variere fra 0,5 til to millioner kroner alt efter omfang.