Se billederne: Nisserne Valse og Robert besøgte Frederiksborg Amts Avis

Der var masser af sjov og ballade, da Den Levende Julekalender torsdag var nået til låge nummer 8 og Frederiksborg Amts Avis, hvor nissen Klumpetud skulle findes blandt kontorartikler, aviser og møbler.

Inden turen gik til avises redaktion i Slotsgade mødtes nisser og børn ved Julemøllen på Torvet, hvor Valse og Robert skulle åbne møllen og tømme postkassen. Da møllen skulle låses igen, kunne Valse ikke finde nøglen, og han måtte have hjælp af børnene med at finde den. Det var Robert, der havde gemt den i sin hånd bag ryggen. Da de endelig fandt nøglen, var klokken blevet over 17, og gruppen skyndte sig til redaktionen for at finde Klumptud.

De mange fremmødte børn fik hurtigt fundet Klumpetud, der havde gemt sig i en skraldespand mellem to sofaer. Valse satte sig herefter tilrette i en stol for at låse historien og Klumptud, der på trods af sygdom hjælper alle sine venner med deres gøremål. Til sidst kommer alle vennerne hjem til Klumpetud og giver ham en gave, fordi han er så sød til at hjælpe.

– Nu falder du ikke i søvn, Robert?, spurgte Valse, inden han gik i gang med at læse højt.

Robert falder nemlig altid i søvn, når han får læst højt. Men det var der råd for, mente Valse, som hurtigt fandt en rulle tape. Han tapede Robert øjenlåg fast til hans pande.

– Og hvis det ikke hjælper, så tager vi bare klipsemaskinen, sagde Valse og kunne ikke lade være med at grine højt.

De forældre, der var mødt op, grinede med.

Valse gik i gang med historien, men han nåede kun at læse få ord, da Robert afbrød ham.

– Valse… Det er lidt svært at blinke, sagde Robert og så desperat på Valse med store stirrende øjne.

De voksne grinede højt igen, og Valse tog tapen af.

Han gik i gang med at læse, men da historien var slut, var Robert alligevel faldet i søvn.

– Han sover, råbte børnene, og Valse smækkede hårdt bogen i, så Robert vågnede med et sæt, og børnene grinede.

Herefter stod den på slik, klementiner, pebernødder og papirshatte.

Valse lavede en hat til alle børnene af gamle aviser.

– Ej, hvem er det, der har lavet det her?, spurgte han til sidst og tog en avis op, der var klipset sammen i åbningen, så den ikke kunne åbnes?

En dreng rakte hånden op.

– Er det dig? Det er rigtig sjov nissedril. Det er den sjoveste nissestreg, jeg har set i dag. Det må I huske, når I kommer hjem, så jeres mor og far ikke kan læse avisen, udbrød Valse med et grin, så børn og forældre grinede igen.

Så var det tid til at komme afsted igen og få Klumpetud hjem til møllen.

Fredag drager Den Levende Julekalender til ChokoladeMageriet i Helsingørsgade. Der er afgang fra Julemøllen på Torvet klokken 17.