Sarah Mahfoud bokser i Royal Arena

Boksning: Bettina Palles næste stævne bliver afholdt i Royal Arena Hall med plads til 3.000 tilskuere.

Sarah Mahfoud bokser i Royal Arena
Foto: Mads Hussing

Efter nogle stille år med tilskuertørke og corona, så bliver der igen sat vand over til nogle store boksestævner på dansk grund.

Bettina Palle har indgået en aftale med Royal Arena om at lave to boksestævner i Royal Arena Hall.

Det første stævne bliver 26. maj, og det bliver også en hyldest til Mogens Palle, der i en menneskealder har haft stor betydning for den professionelle bokseverden i Danmark.

Målsætningen er en videreudvikling af dansk professionel boksning med Royal Arena som et nyt boksemekka i København. På sigt forventer både Bettina Palle og administrerende direktør i Royal Arena, Dan Hammer, op til fire boksestævner årligt i Royal Arena i Ørestaden, skriver parterne i en pressemeddelelse.

Ved det første stævne ligger det allerede nu fast, at Hillerød-bokseren Sarah Mahfoud, og det danske ubesejrede stortalent, Oliver Meng, skal i ringen.

– Jeg er meget glad for det nye samarbejde med Royal Arena, og jeg er sikker på, at vi i fællesskab kommer til at levere en festlig boksebegivenhed på premiereaftenen den 26. maj, siger Bettina Palle og fortsætter om betydningen af at lave stævner et sted som Royal Arena:

– Det er partnerskaber som dette, der for alvor kan løfte bokserne og give hele sporten et rygstød. Jeg tror på, at de fantastiske omgivelser vil motivere topatleter som Sarah Mahfoud og Oliver Meng samt de øvrige boksere, der skal i aktion. Det vil hele bokse-Danmark nyde godt af.

Der er lige nu plads til 3.000 tilskuere i Royal Arena Hall, der er en intim version af den noget større Royal Arena. Men kapaciteten kan tilpasses, hvis der kan sælges flere billetter.

– Publikum kommer helt tæt på ringen, og jeg er overbevist om, at der er talent, tilskuere og tv-seere nok til, at professionel boksning kan få en ny storhedstid i Danmark.

– Det forudsætter imidlertid en klar og langsigtet strategi samt en solid organisering, og sammen med Bettina Palle tror jeg på, at vi kan skabe de nødvendige forudsætninger. Jeg glæder mig til at byde publikum velkommen til topsport i verdens smukkeste arena, siger administrerende direktør i Royal Arena, Dan Hammer.