
Projektet Læsehunde, der på biblioteker og skoler rundt om i landet hjælper børn til at blive bedre læsere, er blevet optaget i Egmont Fondens Spireprogram med en bevilling på 105.700 kroner.
Foreningen Læsehunde, der drives af udelukkende frivillige kræfter, har vist sig at være en succes, på de allerede 65 biblioteker og skoler landet over, der tilbyder aktiviteten. Med initiativlegatet får foreningen nu mulighed for at opbygge kapacitet i foreningen og styrke den frivillige indsats til gavn for de mange børn vi hjælper i dag og i fremtiden.
På Hillerød Biblioteks børneafdeling hjælper læsehunden Mo hjælper skolebørn fra 1. til 4. klasse med at blive bedre til at læse og finde læseglæden. Når børnene læser højt, er det læsehunden Mo, de læser for, og det er der en helt særlig grund til. Som hundens ejer, Sanne Dræby, fortalte her i avisen i februar i år:
– En hund dømmer ikke, og den griner ikke, hvis man læser forkert. Den vil bare gerne være sammen med barnet, og den er ligeglad, om barnet siger man eller men. Og børnene bestemmer selv, om de vil have ham på skødet, ved siden af eller på gulvet.
Et møde med Læsehunden tager cirka en halv time, og et forløb er på seks gange, med mindre andet aftales.