Ingen udsigt til skyskrabere ved nyt hospital

Hvis kommuneplanen vedtages som indstillet, bliver der ikke plads til de helt høje huse i Favrholm City. Foto: ADEPT/Byudviklingsselskabet Favrholm
Hvis kommuneplanen vedtages som indstillet, bliver der ikke plads til de helt høje huse i Favrholm City. Foto: ADEPT/Byudviklingsselskabet Favrholm

Økonomiudvalget i Hillerød skal onsdag tage stilling til, om Byudviklingsselskabet Favrholm må opføre de tre meget høje huse på op til 100 meter i den kommende bydel Favrholm City. I sidste uge var det et nej til idéen, da Miljø- og Teknikudvalget skulle tage stilling til investorens ønske. Og det nej bakker borgmester Dorte Meldgaard (K) op om forud for økonomiudvalgets møde i dag, skriver Frederiksborg Amts Avis.

– Jeg synes godtnok 100 meter er højt. Jeg er meget enig i den beslutning, der blev truffet i Miljø- og Teknikudvalget, hvor der tillades et punkthus, der er i Møllebrohøjde, siger hun og henviser til de højhuse, M. Goldschmidt Holding har fået tilladelse til at opføre i bebyggelsen Frederiksbro på den gamle Møllebrogrund tæt på Hillerøds bymidte. Her er mulighed for at opføre fire højhuse på 15 etager, et enkelt på 13 etager og et på 8 etager.

Dermed kan det ende med, at der kan bygges mere i højden på Frederiksbro end i Favrholm City.

– Jeg tror godt jeg kunne sige okay til tre højhuse (på hver op til 45 meter, red). Det synes jeg godt, der må være plads til i Favrholm. Det må jo gerne være noget, der er lidt anderledes. Og 45 meter er jo også anderledes. Men når udvalget vil fastholde, at det kun skal være et enkelt, bakker jeg op om det, siger Dorte Meldgaard.