Foredrag: OL kommer – næsten – til Hillerød

Eskild Ebbesen holder foredrag i Royal Stage den 24. maj. Pressefoto

Odd Fellow Logens humanitære forening ’PAX-logens Humanitære Legat’ inviterer tirsdag den 24. maj til et foredrag i Royal Stage, hvor den 5-dobbelte OL-deltager Eskild Ebbesen sammen med den lokale løber Axel Vang Christensen fortæller om træning, disciplin og arbejdet mod store mål.

Arrangementet har fået overskriften ’OL kommer til Hillerød’, og det er blevet stablet på benene i anledning af, at Odd Fellow Logen fylder 100 år næste år.

Overskuddet fra arrangementet doneres til Arresødal Hospice.

“Vi var ikke i tvivl om, at vi ville gennemføre et støtteprojekt, som vi er sikre på får stor bevågenhed. Eskild Ebbesen er en af Danmarks største idrætsudøvere, og han indgår i et team omkring Axel, som også er på alles læber. Derfor er vi sikre på, at der vil være stor interesse for arrangementet, og der skal lyde en stor tak til begge, fordi de bakker op om dette velgørenhedsarrangement,” skriver arrangementsgruppen i en pressemeddelelse.

Ved foredraget ’OL kommer til Hillerød’ vil Eskild Ebbesen, træner Nicolaj Raagaard Sørensen, mentaltræner Pia Frandsen og Axel Vang Christensen fortælle om arbejdet mod store mål, komme med gode råd og modtage spørgsmål fra salen undervejs.

Arrangementet starter klokken 19, og dørene åbner klokken 18.30.

Billetter kan købes på Ticketmaster.dk.

mw

Det lokale løbetalent Axel Vang Christensen har som erklæret mål at komme til OL i 2024. Arkivfoto: Thomas Olsen