Drikkevandet i Hillerød frikendt for PFAS

Vandprøver har ikke vist indhold over grænseværdierne

Foto: Thomas Olsen

Vandværkerne i Hillerød har undersøgt drikkevandet for en række kemikalier – blandt andet de i den seneste tid meget omtalte PFAS-stoffer.

Og den glædelige melding er, at der ikke er fundet indhold over grænseværdierne for de stoffer, vandværkerne skal måle for som en del af det obligatoriske kontrolprogram.

“Alle vandværker i Hillerød Kommune har undersøgt vandet for PFAS. Heldigvis uden at finde de stoffer, vi skal måle for. Det er glædeligt, og en viden, vi gerne vil dele med forbrugerne,” fortæller formand for Foreningen af vandværker i Hillerød Kommune Jeanette Olsen i en pressemeddelelse.

PFAS-stofferne, henholdsvis PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS, bruges bredt i industrien som smudsafvisende overfladebehandling af for eksempel tøj og tæpper, imprægnering af papir og pap og i belægning af teflonpander.

PFOS forbudt siden 2011

Det specifikke stof PFOS har tidligere været anvendt i brandskum og findes i dag spredt i miljøet. Siden 2011 har al brug af PFOS været forbudt.

Oplysninger om vandkvaliteten kan ses på vandværkernes hjemmesider. jesl

Man kan roligt drikke vandet fra Hillerøds vandværker uden frygt PFAS-stoffer, viser de seneste målinger. Foto: Thomas Olsen Foto: Thomas Olsen