Karlo Edmund Larsen, Studiestrædet 21, Hillerød
Vi afleverer selvsagt flasker og reklamer ved disse to kuber på Campusvej.
Desværre er jeg ret ofte ude for, at der bliver aflastet storskrald, som burde være kørt på genbrugspladsen. Jeg har en gang set fysisk, at der kom nogle beboere fra en elevator ved studieboligerne, og de læssede bare alt deres affald af. Jeg konfronterede dem på fin vis, men fik en sviner ud over det sædvanlige, om at jeg bare skulle passe mig selv. Om de er fraflyttet eller er værende bosat, aner jeg ikke.
Jeg har været i kontakt med Hillerød Forsyning, og de har været omkring tre gange og ryddet for affald. Men nu lader det til, at det ikke hører under deres gøren.
Hvem skal så fjerne det, og hvordan får vi sat en stopper for det svineri?
Kan der ikke også komme noget mere struktur tømningen af flaskecontaineren på Campusvej i Hillerød?
Svar fra Hillerød Forsyning:
Vi beklager, at kuberne er overfyldte, og vi vil sørge for at få tømt dem så hurtigt som muligt. Der er altid ekstra pres på glaskuberne omkring jul og nytår, men vi vil kigge på, om tømmeintervallet generelt skal ændres. På sigt skal kuberne i øvrigt flyttes, så der bliver placeret en kube til henholdsvis papir og glas i hver ende af bebyggelsen. Der går dog nok lidt tid endnu, inden de kommer endeligt på plads.
Angående henstilling af affald er det ærgerligt, at folk bruger kubestandpladserne til henstilling af storskrald. Det er ikke hensigten med kuberne. Kuberne er til offentlig brug, men det er grundejers ansvar at sørge for oprydning omkring kuberne. Området er fortsat en byggeplads, og der flytter mange nye beboere ind for tiden, og det kan være en medvirkende årsag til, at der er meget storskrald.
Vi vil derfor tage en dialog med de nuværende grundejere og påpege, at de enten skal tilmelde sig storskraldsordningen eller sikre, at beboerne bliver orienteret om, at de selv skal aflevere storskrald på genbrugsstationen.
Vi håber, at vi sammen med grundejerne kan finde en fornuftig løsning, så området holdes pænt og ryddeligt.