
Hillerød: Begrebet souschef i Hillerøds daginstitutioner ser ud til at være historie.
Blandt de mange spareforslag på dagtilbudsområdet står en afskaffelse af de 48 souschefer i kommunen. Souscheferne skal i stedet være almindelige pædagoger, hvilket betyder en løsbesparelse på 1,4 millioner kroner. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Ifølge dagtilbudschef Børge Christiansen er afskaffelsen af mellemlederstillingen en særdeles oplagt sparemulighed.
– Den ser vi som meget realistisk, siger han.
Årsagen er hovedsageligt, at der på dagtilbudsområdet i 2008 blev indført sektionsledere. Desuden har stillingen vist sig at være mindre nyttig, end da den blev indført i starten af 1990'erne.
– Dengang, den blev indført, var det tænkt som en del af et ledelsesteam. Der må man sige, at vi siden har lært, at den sparring, som der skal være, den får man bedre ved at lave et netværk mellem de forskellige ledere i stedet, siger Børge Christiansen.
BUPL har i et mødereferat ikke afvist tanken, men efterlyser en grundigere analyse af afskaffelsen. Fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Hillerød Carlos Bruselius mener ikke, at besparelsen på 1,4 millioner er realistisk.
– Vi mener ikke, at det er bevist ordentligt. Hvem skal ordne de opgaver, som souschefen stod for? Der skal pædagogerne overtage, og de skal så have løn for det – så jeg tvivler på, at man kan finde penge der, siger Carlos Bruselius.