Det er torsdag eftermiddag, og 15 asylbørn har tilmeldt sig til en dag med badminton i FrederiksborgCentret.
Camilla Pedersen, der er badmintonkonsulent i DGI Nordsjælland, har taget initiativ til projektet, der er blevet vakt til live gennem et samarbejde med Hillerød Kommune og Hillerød Badmintonklub samt RSL, der har sørget for træningstøj og ketchere til børnene.
– Jeg har tidligere arbejdet med velgørenhed og frivilligt arbejde, og da jeg startede som badmintonkonsulent i DGI Nordsjælland i februar, syntes jeg, at det kunne være sjovt at bruge min erfaring. Foreningslivet er en virkelig god indgangsvinkel til lokalmiljøet. Det er egentlig lige meget for mig, om de går til badminton, fodbold eller en anden sport. For mig handler det om at få børnene introduceret til foreningslivet, som giver en masse sjove oplevelser og venskaber, siger Camilla Pedersen.
Det er ikke alle 15, der er kommet til tiden, men det handler hverken om dovenskab eller ond vilje, fortæller Daisy Grann, der er frivillighedskonsulent i Hillerød Kommunes integrationsteam.
– Udfordringen ved sådan noget her er altid kommunikation, og der ligger også noget kulturelt i det med mødetider. I Syrien er der ikke noget, der hedder mødetider. Hvis du skal til frisøren, så bestiller du ikke en tid, du tager bare derhen og venter, fortæller Daisy Grann.
Langt de fleste flygtninge, som Hillerød Kommune modtager i denne tid, er fra Syrien. Børnene kommer i første omgang i modtagerklasse på Grønnevang Skole, men de mødes med de danske børn i frikvarterene. 10-årige Helia Falahi, der kommer fra Iran, kender nogle af de andre børn på banerne, fordi de går i hendes parallelklasse.
– Jeg ville gerne med i dag for at få nye venner selvfølgelig men også for at lære at spille. Det er ret længe siden, jeg har spillet badminton, fortæller hun.
I Hillerød Badmintonklub håber næstformand Thue Rathsach, at nogle af børnene vil melde sig ind, men det er ikke den primære grund til, at de er med i projektet.
– Vi blev kontaktet, og vi ville meget gerne hjælpe, for vi synes, at det er et sympatisk projekt. Foreningslivet betyder meget, og de venskaber, som børnene får, varer hele livet. De får en masse sjove oplevelser, siger han.
Ifølge ham har også klubbens unge, der er med i dag, været interesseret i at deltage.
– De synes også, at det er spændende. Jeg har fortalt mine børn om Syrien, og det der sker dernede. Ved at komme her og møde børnene kan de se, at det er ganske almindelige børn. Det afmystificerer rigtig meget. Børnene går på skolerne og bliver integreret, og de kan have et bånd både på skolen og hernede i klubben, siger Thue Rathsach.