
Helsingør: Tag med på en drømmerejse, når Børnebiblioteket på Kulturværftet inviterer børn fra 7 år og opefter og deres voksne til en pause i hverdagen med en meditationskoncert lørdag den 14. januar klokken 11-12. Arrangørerne er de talentfulde musikere Yasmin og Asger Steenholdt.
En meditationskoncert er en improviseret koncert, hvor alle kan deltage, også de, der aldrig har prøvet det før. Om man vil lukke øjnene, kigge, stå op eller sidde ned er op til én selv – man kan ikke gøre det forkert.
Den grammy-vindende sangerinde Yasmin Elvira Steenholdt har mange års erfaring med at bruge stemmen, både som sanger og speaker, og hun er en erfaren underviser indenfor stemme- og budskabstræning. Musikeren Asger J. Steenholdt spiller i rockbandet Big Fat Snake og underviser i kommunikation, samarbejde og kreativitet. Parret har spillet improviserende meditationskoncerter siden 2008.
Der er gratis adgang til koncerten, som finder sted på Biblioteket Kulturværftets 2. etage, Dækket. Man skal dog have en billet, som kan hentes på www.billetten.dk eller ved henvendelse i bibliotekets reception. Hvis man vil ligge ned undervejs, skal man huske at medbringe et tæppe eller en pude og eventuelt et underlag.
Kan man ikke deltage denne gang, eller vil man bare gerne have mere, bliver koncerten gentaget lørdag den 11. marts klokken 11-12 på Espergærde Bibliotek.