Tidetanker i Galleri Orange

Annette Wier udstiller i Galleri Orange på Badevej fra på fredag.
Annette Wier udstiller i Galleri Orange på Badevej fra på fredag.

Helsingør: Galleri Orange på Badevej 2 b har på fredag mellem klokken 17 og 19 fernisering på en ny udstilling med billedkunstneren Annette Wier. Tidetanker, er udstillingens titel.

– Vi er alle sansende mennesker med et univers af følelser omkring os. Ord, billeder og tanker svæver omkring i os. De rolige eftertænksomme øjeblikke kan åbne op for beslutninger der kan ændre vores liv. Mulighederne for forståelse og indsigt i os selv og verdenen omkring os er tilstede i Annette Wiers værker, lyder det fra galleriejer Georg Reinhard Mathiesen.

Annette Wier selv siger: Mine grundbegreber er lys og bevægelse – med andre ord liv. De sidste år har jeg kredset omkring mennesket set i forhold til forskellige dimensioner og aspekter i tilværelsen og i forhold til vores indbyrdes samspil. I mine værker afsøger jeg sammenhængen mellem indre verden og ydre handling og hvert billede indeholder spørgsmål og antydninger som beskueren kan forholde sig til ud fra sin egen baggrund.

Annette Wier er selv til stede ved åbningen af udstillingen, som kan ses frem til den 13. november tirsdag til fredag 10 til 17, lørdag 10-14.