Spies: Helsingør-drengen der fik vinger

Den 2. juni åbner Museerne Helsingør en udstilling om Simon Spies, manden der gjorde det muligt for hundredtusinder af almindelige danskere at rejse ud og opleve verden.

I en tid hvor rejselivet var de færreste forundt, satte Simon Spies charterrejsen på dagsordenen som en af de første. Med hans egne ord handlede det om at sælge oplevelser og arrangere folkevandringer, så almindelige mennesker kunne rejse ud, få sol på maven, blande kromosomer og se denne verden - før den næste.

Via private genstande fortæller udstillingen om mennesket Simon Spies, der fra en tidlig alder ikke ville lade sig begrænse, og som livet igennem udforskede, udfordrede og overskred grænser. Den fortæller om direktøren og den progressive forretningsmand, der var en kreativ iværksætter allerede i barndommens Helsingør, på trods og på tværs. Den tegner et billede af et søgende, sammensat og usædvanligt menneske, der livet igennem både søgte ud i verden og ind i sindets kringelkroge, gjorde det umulige muligt og havde et hidtil uset talent for selviscenesættelse.