
Fredag 2. februar klokken 20. 30 byder Hornbæk Jazzklub velkommen til Sisters of Jazz i Kulturhuset Bølgen i Ålsgårde. Orkesteret Sisters of Jazz, som udelukkende består af kvinder, hylder nogle af de skjulte, succesrige kvinder indenfor jazz – Dorothy Fields, Nancy Hamilton, Marian McPartland, Mary Lou Williams med flere. Musikere som står bag tekst, musik og arrangementer til nogle af vores mest spillede og elskede jazz-standards gennem tiderne.
Derudover hyldes mere kendte kvindelige vokalister som Billie Holiday, Peggy Lee og Ella Fitzgerald, som også skrev både tekst og musik til mange jazz-standards.
Konstellationen Sisters of Jazz blev oprindelig sat sammen til en koncert i Sverige under forsommeren 2014, af den svenske jazzsangerinde og sangskriver Anna Pauline Andersson.
Da koncerten, som var en hyldestkoncert til de kvindelige jazzvokalister, blev en sådan succes blandt publikum og svensk presse besluttede man sig for at danne et fast orkester. Et pigeorkester, hvor man ikke kun hyldede kvindelige vokalister, men også komponister og tekstforfattere, de kvindelige heltinder indenfor jazz.
Gruppen består af Ida Hvid(DK), Lis Wessberg, (DK), Cornelia Nilsson, (SE), Anna Pauline Andersson, (SE), Catrine Frølund, (DK) og Amanda Sedgwick, (SE)
Entré til koncerten kan kun købes ved indgangen fra en halv time før koncertstart. Entréen er 100 kroner for medlemmer og 150 for ikke-medlemmer.
Ved spisning i Kulturhuset Bølgen fra klokken 19.00, er det nødvendigt på forhånd at købe spisebilletter.