
Onsdag 15. august klokken 07 runder Queen Mary 2, et af verdens største krydstogtskibe, Kronborg for at kaste anker på reden ud for Helsingør Havn. Femten timer har de cirka 2.500 passagerne til at opleve Helsingør og Kongernes Nordsjælland. For klokken 22 sejler hun igen, og Helsingørs Havn samt turistorganisationer ønsker god rejse med et festfyrværkeri.
Med sin længde på 345 meter er Queen Mary 2 så stort, at skibet ikke kan komme ind til Kongekajen. I stedet lægger det til ankers på Helsingørs red.
Passagererne sejles til og fra Kongekajen i såkaldte tenders, særlige motorbåde med plads til cirka 150 passagerer.
– Vi ved fra tidligere anløb med QM2 at mange passagerer vælger at gå på oplevelse på egen hånd i Helsingør,siger Henrik Numelin fra VisitNordsjælland.
– Andre vil tage på en af de mange spændende sightseeingture, som skibet tilbyder. "Taste of Elsinore"-turen, som kombinerer byvandring med smagsprøver på typiske Helsingørprodukter, plejer at være populær. Men også turene til de nordsjællandske slotte og København er et hit. siger Henrik Numelin.
Hele dagen er VisitNordsjællands rullende turistinformation på Kongekajen og kan hjælpe krydstogtpassagererne med brochurer og gode råd til, hvordan passagererne får flest mulige oplevelser under besøget i Helsingør og Kongernes Nordsjælland.
Eneste anløb i 2012
Queen Mary er det eneste krydstogtskib, som kommer til Helsingør i 2012.
– Helsingør Havne og VisitNordsjælland er i god dialog med krydstogtrederierne og informerer om de mange fordele og udflugtsmuligheder der er ved et anløb af Helsingør, siger havnechef Benny Carlsen.
– Vi har deltaget på messer og været på salgsturne som bl.a. har resulteret i, at vi har afgivet tilbud på anløb og har haft besøg af repræsentanter fra rederierne f.eks. en direktør fra Royal Caribbean Cruise Line. Han var meget interesseret i den nye Kulturhavn, Kronborg, "Han" og det kommende søfartsmuseum. Vi håber naturligvis, at dette besøg vil give nogle anløb af Royal Caribbean Cruise Lines skibe, siger havnechef Benny Carlsen.
Når krydstogtskibet onsdag aften klokken 22.00 sejler fra Helsingør Red, runder Kronborg, og sætter kurs mod Gøteborg, er det ikke farvel, men på gensyn.
Som tak for besøget giver erhvervsorganisationen Vækst & Viden, VisitNordsjælland og Helsingør Havne QM2 en hilsen med på vejen i form af et festfyrværkeri. Det skydes af cirka klokke 22 fra havnens søndre mole. Det forventes at skibet besvarer fyrværkeriet med tuden fra skibets karakteristiske horn.
Hovedparten af passagererne er kommet om bord i Southampton og Hamburg. Herefter er ruten, Oslo, Helsingør, Gøteborg, Stavanger, Hamburg og Southampton.