Espergærde Musikforenings sæson er allerede åbnet. Det skete med en vellykket koncert, hvor sange af en af landets store sangkomponister, Kai Normann Andersen, blev fremført af Super Classico Kvartetten. Næste koncert er med Trio Vitruvi, der kommer den 11.oktober med Niklas Walentin, violin, Jacob La Cour, cello, og Alexander McKenzie, piano, og de vil spille Schuberts Klavertrio i B-dur og Forellekvintet, hvor de suppleres med bratsch og kontrabas.
Kammerphilharmonie Europa fra Køln under ledelse af Leonid Tritus har hele 6 værker på programmet, fra barok over wienerklassik til romantik. De spiller den 25.oktober på Espergærde Gymnasium. Trioen Mads Vinding, kontrabas, Linnéa Villén, fløjte og Andreas Tophøj, violin, vil den 15.november levere folkemusik fra Sverige, Irland og Danmark.
Violinisten Bjarke Falgren, der spiller i Svend Asmussens stil, vil den 6.december sammen med Olivier Antunes, piano, en kontrabas og trommer præsentere den klassiske jazz. Vokalensemblet Musica Ficta og Bo Holten har til den 17.januar sammensat et program med sange af bl.a. Carl Nielsen og Thomas Laub fra tiden omkring genforeningen i 1920.
Spansk rejse
Og så foretager vi en musikalsk rejse den 7.februar til 1600-tallets Spanien med Via Artis Konsort, der med dansesange vil vise en spændende side af barokmusikken. Det Danske Ungdomsensemble, også kaldet DUEN, med Morten Ryelund i spidsen har bedt Anders Koppel skrive et værk, der den 28.februar får sin uropførelse. På programmet er endvidere en Haydn-symfoni og Schönbergs smukke 'Verklärte Nacht'.
De to bedste klarinetkvintetter i det klassiske repertoire er skrevet af Mozart og Brahms, og de bliver spillet den 21.marts af Morgan Kvintetten, der udover Lee Morgan på klarinet bl.a. tæller søstrene Julie og Emilie Eskær. Sæsonens sidste koncert bliver den 18.april med Gitta-Maria Sjöberg, hendes mand Matti Borg og deres søn Markus Emil Borg, der har sammensat et program med bidrag fra opera, musical og den danske og svenske sangskat.
Coronaændringer
Alle koncerterne afholdes søndage kl.16 og – med undtagelse af koncerten den 25. oktober, der holdes på Espergærde Gymnasium – er det i Mørdrup Kirke, det foregår. På grund af coronarestriktioner med hensyn til antal tilhørere vil der ikke være billetsalg ved indgangen. Der vil derfor kun være adgang for medlemmer af Espergærde Musikforening. Prisen for et medlemskab, der giver adgang til alle koncerterne, er 500 kr., som kan indsættes på Musikforeningens bankkonto nr. 3183 – 4794516790.
Der er i øvrigt sket ændringer i Musikforeningens bestyrelse, idet Ole Josephsen efter 30 år i formandsstolen er fratrådt og har overladt formandsposten til Lisbeth Ringsholt. Ole fortsætter som næstformand.