Helsingoranernes sundhed

Lene Lindberg (S) Medlem af Helsingør Byråd

Debat

Som nogen af Jer sikkert har hørt og læst, så er der lavet undersøgelser om vores sundhed. Den seneste undersøgelse er lige offentliggjort og viser med al tydelighed, at vores sundhed desværre på flere områder er blevet dårligere siden sidste undersøgelse i 2013.

På den positive side er flere af os blevet mere fysiske aktive, og færre udsættes for passiv rygning og færre af os har massive misbrugsproblemer. Det er i sig selv positivt og glædeligt.

Dog bliver jeg rigtig bekymret for, at flere er blevet rygere, flere er blevet overvægtige og flere har fået det mentalt dårligt med stress og mistrivsel.

Jeg finder, at årsagerne kan tilskrives uligheden i vores samfund. Vores ulighed i Danmark er stigende - det viser andre undersøgelser. Denne ulighed kan tydeligt ses i vores sundhedsprofil her i Helsingør kommune.

Der er sat flere gode projekter i gang i Helsingør, bl.a. for rygerne, men der skal flere projekter til. Jeg tror på, at vi skal arbejde langt mere med fællesskaber og medborgerskab, så vi sammen kan få flere med på at blive mere sunde - både mentalt og fysisk.

Jeg ser frem til at skulle arbejde med emnet i Udvalget for Omsorg og sundhed, for det er ikke kun en privat sag at vores ulighed i sundheden er som den er - det må fællesskabet tage et ansvar for, så vi sammen kan få minimeret denne ulighed.