Hamletscenen giver stemme til lokale unge

Til november har HamletScenen præmiere på en borgersceneforestilling, hvor unge fortæller deres egne historier for publikum, som for første gang kan tage plads i egnsteatrets nye teatersal i den gamle kaserne på Kronborg.

I en ny borgersceneforestilling produceret af HamletScenen møder publikum 11 helt unge mennesker, som for første gang og hudløst ærligt fortæller deres egne fortællinger. Det sker i borgersceneforestillingen »Lyden af os«, skriver teatret i en pressemeddelelse.

»Lyden af os« giver stemme til de unge og deres syn på de voksne, verden og livet.

Med afsæt i Shakespeares univers udfordres de store spørgsmål, og de unge taler direkte uden censur fra deres inderste om deres skjulte følelser og om den verden, der er deres i morgen.

- De dygtige unge mennesker tegner et ægte billede af livet og lukker os ind i en virkelighed, du med stor sandsynlighed ikke vidste fandtes. Vi bliver opslugt af deres glæder og bekymringer om verden og omverdenens forventninger til dem. De fortæller os om deres higen efter social accept og deres egen accept af dem selv. En uforudsigelig og stærk teaterforestilling, som jeg er sikker på, vil gøre stort indtryk på publikum, fortæller Lars Romann Engel, teaterdirektør og kunstnerisk leder af HamletScenen i pressemeddelelsen.

Instruktøren bag »Lyden af os« er Brigitte Christensen, som gennem 30 år har udviklet borgersceneforestillingsmetoden, der tager udgangspunkt i de mennesker, som medvirker.

I arbejdet med forestillingen har hun fået afkræftet fordomme om de unge, fortæller hun:

- De unge medvirkende overrasker, blæser omkuld, giver indsigt i dybe, reflekterende tanker over fremtiden, verden, livet, døden. At høre, hvad der rører sig i deres inderste, hemmelige jeg, er en utrolig rejse ind i menneskets mest sårbare, hudløse, angstfulde og livsbekræftende eksistens. Et øjeblik, hvor kommunikationens umulighed mennesker imellem muliggøres gennem teatrets levende magi, siger instruktøren i pressemeddelelsen.

»Lyden af os« har premiere den 10. november kl. 20:00 i HamletScenens nye teatersal - Thaliasalen - i den gamle kaserne på Kronborg.