Fakkeltog markerer kyndelmisse

Hornbæk Kirke har tidligere arrangeret fakkeltog for at markere kyndelmisse. Foto: Presse

På torsdag den 2. februar er det kyndelmisse, og det markerer Hornbæk Kirke ved at arrangere lys i mørket i form af et fakkeltog, som udgår fra flere steder i Hornbæk for at slutte ved Hornbæk Kirke.

Det er kirken, der står som arrangør af kyndelmisse-markeringen.

Kyndelmisse markerer, at vi er halvvejs gennem vinteren, og at vi går mod lysere dage. Og det fejres i Hornbæk med fakkeltog på forskellige ruter – alle steder afgår det klokken 17.

Deltagerne mødes til sidst i Hornbæk Kirke til en lille andagt, og bagefter serveres en kop suppe enten ved-foran- eller i sognehuset.

Ruterne er således:

Spejderne går fra spejderhuset, tur rundt om Hornbækhave på vej ned til kirken.

Der er en rute fra Hornbæk skole, rundt i den gamle by på vejen.

Endelig er der en rute rundt om Hornbæk sø med start ved Præstegården og en rute fra Hornbæk havn hen ad Øresundsvej og ned gennem hovedgaden.

Alle er velkomne til at slutte sig til, når holdet starter eller undervejs på turen.

Der udleveres fakler (LED-lanterne til børnene) ved startpunkterne.

– Vi glæder os til at fejre lysets komme med hele byen, lyder det fra Hornbæk Kirke.