Når finalen til Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence Unge Forskere skal afholdes til Science Expo i Øksehallen i København den 23. til 25. april, er der plads til 10 hold i finalen.
Derfor er det næsten en sensation, at fem – altså halvdelen af finalepladserne – består af hold fra Tibberupskolen i Espergærde.
Semifinalen blev fredag afviklet på NEXT Sukkertoppen Gymnasium i Valby, og her var 20 juniorprojekter fra grundskoler i Region Hovedstaden med.
En professionel jury bestående af forskere, erhvervsfolk og grundskole- og gymnasielærere bedømte ved fredagens semifinale elevernes forskertalent på deres idé, metode og præsentation.
Ingen af eleverne kom sovende til semifinalen, og forud har ligget måneders arbejde med idéudvikling, research, forsøg, udarbejdelse af modeller og prototyper, videopitch og rapportskrivning – og idéerne kommer fra eleverne selv.
– Unge Forskere arbejder for at finde, anerkende og udfordre nye, unge talenter inden for naturvidenskab og teknologi. Her får de mulighed for at dyrke deres interesse for science, og i konkurrence med landets bedste unge forskere kan de nå helt nye højder. Aller elever skal blive så dygtige, som de kan – og de mest talentfulde, lyder det fra programleder for Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck.
Farvers påvirkning af hukommelse
De fem naturvidenskabelige projekter fra Tibberupskolen, der er gået videre, er fordelt på 7. 8. og 9. klasse.
Finalist-projekterne handler om brug af kastanjer som vaskepulver, sukkerroer som alternativ til hård plast, bæredygtig emballage og musikkens effekt på koncentration.
Bag ét af projekterne står 14-årige Sara Høigaard Vilstrup og 15-årige Olympia Menhard Boll fra 8.b.

– Vores projekt handler om farvers påvirkning, når skal huske en tekst. Husker man tekster bedre, hvis de er farvet? Vi tror, at farver kan hjælpe en med at huske, da farver er noget, vores hjerne laver selv, fortæller de unge forskere.
– Det, at vi har udviklet et godt farvesyn, viser at farver har spillet en vigtig rolle for vores forfædre.
300.000 kroner i puljen
Nu skal de arbejde videre med projekterne frem mod finalen.
Ved finalen konkurreres der i tre kategorier: Life science, Technology og Physical Science, og hvert projekt er udarbejdet af en, to eller tre elever.
Her venter muligheden for at blive kåret som årets Unge Forsker og få del i præmiepuljen på 300.000 kroner. Derfra er det muligt at deltage til både EM og VM.
Årets Unge Forskere kåres i år for 35. gang. I alt har 1.439 elever fra hele landet været tilmeldt konkurrencen, inklusive tilmeldingerne til ”Min Vildeste Idé”, som er en tegnekonkurrence for grundskoleelever.