– Det kan være, at Halsnæs er overbefolket af kæmpehoteller. At de unge bestemmer og har skippet alle ældre til Gribskov, eller omvendt. At der kun er ældre borgere tilbage, fordi børnefamilierne er flygtet.
Randolf Carlos Aabye kaster ideer ud i luften. Han er idemand bag det nye filmformat TV-Slam og har stillet eleverne fra 7. og 8. klasse på Frederiksværk Skole, Melby en opgave. De skal på fem timer udvikle et 38 sekunders TV-Slam – et mix af film, billeder, lyd og musik, alt sammen produceret af eleverne selv. Temaet er »Mit hood år 2030«.
– Ideen er vokset ud af Halsnæs Kommunes 2030-vision. Til den tid vil vi være gamle, mens de nuværende unge skal tjene pengene. Men har de haft en stemme med i det her? Det er det, vi forsøger at give dem nu, siger Randolf Carlos Aabye til Frederiksborg Amts Avis.
Hensigten er at give lokalpolitikere og borgere mulighed for, at høre hvad de unge mener om fremtiden i Halsnæs. Men også at gøre de unge mere bevidste om deres lokalområde.
– Det er en mulighed for eleverne til at give deres mening til kende, gøre dem interesseret i deres lokalområde og lære dem at kommunikere rigtigt på de digitale medier. Det ligger fint i forlængelse af skolens nye mediestrategi, siger Thomas Haarup Karlsen, pædagogisk leder på Melby Skole.
I alt er fire klasser med elever fra 7. og 8 klassetrin i gang med at ideudvikle og filme, da Frederiksborg Amts Avis er på besøg. Peter, Rosa, Johannes og Sif fra 8.m har indtaget et biologilokale, hvor de bakser med et menneskeskelet. Det har engang været en skoledreng, men de lange skoledage har kedet ham ihjel, lyder deres budskab.
– Vi tænkte på skolereformen og de lange dage, som vi har i skolen. I 2030, som filmen handler om, kan det være, at børnene er i skole helt til om aftenen, ligesom kineserne. Så dør børnene af kedsomhed, siger Rosa.
Randolf Carlos Aabye udgav i 2015 bogen "Komik & humor film og TV-opgavebog". Her kommer han også ind på TV-Slam, et koncept, som ifølge ophavsmanden selv er en videreudvikling af »poetryslam«, hvor man dyster mod hinanden ved at fremføre værker mundtligt. En disciplin, som Randolf Carlos Aabye selv har dyrket.
– TV-Slam er en ungdommelig og nutidig udgave af litteraturens kampsport poetryslam, som giver de unge en mulighed for, at ytre deres holdning om et tema til den offentlige debat. Mange unge er vant til at udtrykke sig via filmmediet og her får de en mulighed for at inspirere lokalpolitkere på en helt ny måde, og samtidig udfordre sig selv i filmpoetisk kunst på kort tid, siger Randolf Carlos Aabye.
Eventen afsluttes med et debatshow i Melby hallen, fredag den 21.april kl.19.30, hvor publikum og et debatpanel sammen debaterer og finder vinderne af de to priser: Hippeste TV-Slammer og Skolemesteren i TV-Slam. Alle deltagende TV-Slam uploades efterfølgende til Youtube-kanalen TV-Slam, hvor det TV-Slam med flest visninger vinder Visningsprisen, som overrækkes den 19. juni 2017.