Halsnæs: Fremover slipper man for at få fedtede og øllugtende hænder, når man skal af med sin pant i Spar-butikken på Ellevej i Frederiksværk.
Som det første supermarked i Halsnæs Kommune og den første Spar-forretning på Sjælland har Købmanden på Ellevej således fået en spritny pantautomat, hvor man kan hælde sine dåser og plastikflasker i et stort gab, hvorpå maskinen selv sorterer
Glas skal stadig sorteres fra derhjemme og puttes selvstændigt ind et andet sted i maskinen, men overordnet set bliver det markant lettere for kunderne, der altså nu slipper for snask på fingrene.
– Den er hurtigere end den anden, selvom der stadig er lidt ventetid, mens maskinen sorterer og tæller, og så skal man ikke stå og få klistrede fingre, forklarer købmand Torben Lauridsen, der allerede har fået flere tilkendegivelser – blandt andet på butikkens Facebook-side.

Den nye maskine fylder markant mere på lageret end den gamle, og det er en udfordring, indtil man vænner sig til det.
– Det er en investering i fremtiden. Flere vil pante her, fordi vi har den her maskine nu. Før tog folk til andre byer – for eksempel Hillerød, men nu kan de ligeså godt blive her. Vi skal selvfølgelig lære den at kende, men vi satser på at fordoble vores pant, forklarer Torben Lauridsen, der bygger sin vurdering på erfaringer fra de Spar-forretninger i Jylland, der allerede har en tilsvarende maskine.
Pantmaskinen har kostet lige i underkanten af en million kroner og har i alt fem kar- to til dåser og to til plastik, mens det sidste er til glas.