
Skoleleder Malene Nyenstad fra Hundested Skole er blandt de nominerede til Landdistriktsprisen, der uddeles mandag den 17. september på den årlige Landdistriktskonference på Hotel Faaborg Fjord, hvor der sættes fokus på vækst og udvikling i landdistrikterne.
Prisen bliver uddelt af erhvervsminister Rasmus Jarlov(K) for at hylde dem, der lokalt lægger store kræfter i at skabe en positiv udvikling, attraktive lokalsamfund og nye arbejdspladser i landdistrikterne.
Det er de forældrevalgte i Hundested Skoles skolebestyrelse på Hundested Skole, som har indstillet Malene Nyenstad.
»Igennem et tårnhøjt engagement og en stålsat ambition om at gøre Hundested Skole til førstevalg for børn og deres forældre i lokalområdet, har hun på kort tid skabt en skole, der er omdrejningspunkt i byen. En skole som både elever, lærere og forældre er glade for ligger i netop deres by. Ambitionen om at gøre skolen til et aktiv har været altafgørende for at tiltrække og fastholde tilflyttere til området samt at gøre Hundested til en by i udvikling frem for afvikling«, lyder det i indstillingen.
Nyenstad og skolens personale roses desuden for flere store og små projekter på skolen, blandt andet alternative uger, sund kantine, ændring i brugen af valgfag, et øget og forældre samarbejde og en stort anlagt skolehave.
Skolelereden er dog ikke det eneste lokale islæt på Landdistriktskonferencen 2018 af stablen. På programmet er der nemlig også et oplæg om »Fællesskabsøkonomier som katalysator for udvikling i landdistrikterne« ved Peter Plant og Lisbeth Hansen fra Økolandsbyen Dyssekilde mellem Frederiksværk og Hundested.
På konferencens projektbørs udstilles desuden en masse lokalt forankrede projekter, hvor en meget bred vifte af aktører på den ene eller anden måde viser, hvordan de er med til at skabe udvikling i landdistrikterne.