Se alle billederne: To sejre i træk

Fodbold: Frederiksværk har fået luft under vingerne i foråret.

Foto:

Selvom Frederiksværk var bagud to gange i opgøret mod Ledøje-Smørums reserver, så kom holdet igen og vandt kampen 4-2. Det er holdets anden sejr på stribe, og det rykker for alvor holdet væk fra bundregionen.

– Det betyder enormt meget. Vi har talt tidligere om, at vi har spillet et par gode fodboldkampe i starten, men ikke har fået fuldt udbytte. Nu har vi scoret syv mål i to kampe, så det forløser sig lidt for os, siger holdets træner, Allan Arge, lige efter kampen.

Ledøje-Smørum kom foran efter godt 20 minutters spil, da Noah Flygenring tog chancen fra små 20 meter. Det var kampens første rigtige skud på mål, og bolden sneg sig op af stolen til venstre for målmand Mathias Sandvad Andersens venstre stolpe.

Der gik bare ti minutter, før den dobbelte målscorer fra sidste uge, Albert Appel, igen kom på måltavlen. Han driblede, og driblede og driblede for til sidst at sende bolden i det korte hjørne bag Markus Rajovic i LSF-målet.

Da der først kom hul på målbylden i 1. halvleg, så gik det stærkt. For fire minutter senere kom LSF igen foran. Victor Rylov løb til bageste stolpe, da Oliver Mejer Andersen sendte bolden indover. Her kunne Rylov sende bolden i nettet.

Men 1. halvleg var ikke slut målmæssigt. For Frederiksværk ville være med, og de kopiere stort set LSF's seneste mål.

Serie 1, pulje 1

Frederiksværk-LSF 4-2 (2-2)

Mål: 0-1: Noah Flygenring (19), 1-1: Albert Appel (28), 1-2: Victor Rylov (32), 2-2: Mikkel Møller Nielsen (37), 3-2: Albert Appel (67), 4-2: Marc Oxenløwe (71)

Advarsel: Tobias Sandris, LSF

Tilskuere: 75

Her var det Mikkel Møller Nielsen, der stod ved bageste stolpe, og han blev fundet af Steffen Voigt Hansen, der var kommet på banen et par minutter forinden.

I 2. halvleg skulle der et klodset straffespark til, før Frederiksværk kom foran i kampen. Albert Appel blev sat til at sparke, og han blev for anden uge i træk dobbelt målscorer, da han sikkert sendte bolden i nettet.

Det mål kom efter en periode, hvor LSF havde en mand ude i ti minutter, men hvor Frederiksværk ikke kom frem til de store chancer.

Det kom der til gengæld bare nogle minutter efter straffesparket. For her modtog Marc Oxenløwe bolden ude foran feltet, og han sendte bolden i en blød bue op i nettaget og afgjorde definitivt kampen.

Der var ikke mere at komme efter i det sidste kvarter, hvor LSF ikke havde værktøjet til at komme tilbage, og hvor Frederiksværk lukkede godt af.

– Jeg synes, vi spiller en rigtig fin kamp mod en god modstander. LSF kommer med et højt teknisk niveau. Man kan tydeligt se, hvad de gerne vil i deres klub med deres unge spillere på senior 2. Jeg synes faktisk, det er en god fodboldkamp, siger Allan Arge.

Han er stolt af, at hans hold kom tilbage efter at have været bagud to gange.

– Det er sindssyg god moral. Vi kommer med et godt udtryk i dag og graver os op. Det er jeg stolt af, siger træneren.

Han kunne se sine spillere humpe ud og ligge med krampe i de sidste minutter før slutfløjtet og lige efter slutfløjtet.

– Vi spiller på en krævende måde. Vi flytter os rigtig meget i spillet, så det koster os lidt til sidst, siger Allan Arge.

Han og Frederiksværk kan lave hattricks i den kommende uge, når de skal en tur til Albertslund, der ligger lige under nedrykningsstregen. Med en sejr der, så kan Frederiksværk for alvor skabe luft i bundstriden.