Frederiksværk: For første gang afholder Frederiksværk Rideklub dressurlandsstævne i weekenden, og det bliver med en række af landets allerbedste dressurryttere. det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Den tidligere verdensmester i dressur, Anne Grethe Törnblad er blandt starterne, og det samme er hesten Hønnerups Driver, der blev verdensmester for femårsheste ved VM 2010. Dressurlandsstævnet finder sted på Frederiksværk Rideklub fra den 6. til den 8. maj. – Vi har opbygget et ridecenter med kapacitet til sådan et stævne, og så er vi blevet opfordret til at lægge baner til stævnet. Vi har også selv fået en del ryttere, der kan deltage i den slags stævner, siger formand for Frederiksværk Rideklub, Ann Louise Hasselbalch.
I alt fem ryttere fra klubben stiller op i weekendens stævne, der fordeler sig over tre dage. Der bliver i alt 10 konkurrencer at stille op i, og det er i sværhedsgraderne MB til Grand Prix.
Én af dem er Louise Juul Andersen på 23 år, der stiller op på hesten Opus O'Marley.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis.