Momssvindel skal i landsretten

Det var med fængselsstraf i flere år og millionstore bøder til følge, at de to forretningsmænd fra Hundested og Frederiksværk, Klaus Linnemann Trendholm og Michael From Pedersen, i starten af januar i år blev dømt for at have brugt deres virksomheder til at sælge fiktive solceller og lave momssvindel mellem 2009 og 2011.

Sagen udspillede sig over fire dage i Retten i Hillerød, og nu kan der snart skrives nye kapitler i sagen.

Efter at have udbedt sig betænkningstid i forhold til dommen, har Klaus Linnemann Trendholm, som fik tre års fængsels og en tillægsbøde på ca. 15 mio. kroner nu valgt at anke sagen med påstand om frifindelse.

Sagen skal køre videre i Østre Landsret, men er endnu ikke skrevet i kalenderen. Det ligger dog fast, at anken fra Klaus Linnemann Trendholm ikke bliver den eneste, som skal behandles i landsretten. Også anklagemyndigheden vil have en del af sagen ført videre. Anklagemyndigheden har anket den ene af de to frifindelser - NN - i sagen med påstand om, at NN bliver dømt i overensstemmelse med anklageskriftet. Her er NN sigtet for grov momssvig.

- Vi har vurderet, at beviserne i sagen er af en karakter, at landsretten også skal have chancen for at tage stilling til, om vedkommende er skyldig, siger Thomas Raaberg-Møller, specialanklager ved Nordsjællands Politi.

Han førte sagen for anklagemyndigheden i Retten i Hillerød, men den bliver nu overdraget til en anklager ved statsadvokaten.

To anker

I alt var fem mand tiltalt i den store momssvig-sag, som strakte sig over fire forhold af grov momssvig til et samlet beløb på ca. 43 mio. kroner og ét forhold om dokumentfalsk. Tre mand blev dømt og to blev frifundet.

Michael From Petersen, Klaus Linnemann Trendholm og Carl Erik Pedersen, en forretningsmand fra Taastrup, er fundet skyldige i at have handlet med fiktive solceller gennem hinandens firmaer og udarbejdet fakturaer for de falske handler. Herefter har de i følge retten forsøgt at få penge tilbage fra SKAT. I et af tilfældende er desuden udarbejdet falske køresedler for fragtmænd og falske dokumenter fra Danske Bank.

Thomas Raaberg-Møller har kaldt sagen for en »moms-karrusel«.

- De har indsendt oplysninger til SKAT om, at deres firmaer har negativ moms og derfor skal have penge tilbage i skat. Men de oplysninger er forkerte. Det er fup og fiktivt. De har sendt fiktive fakturaer af sted på, at der er handlet og købt solceller, men det er i virkeligheden en moms-karrusel. De forsøger at udnytte, at SKAT betaler penge tilbage, hvis man har mere købsmoms end salgsmoms, siger Thomas Raabjerg-Møller, specialanklager ved Nordsjællands Politi.

Carl Erik Pedersen ankede straks sin dom, mens Michael From Pedersen efter betænkningstid valgte ikke at anke.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Klaus Linnemann Trendholms forsvarsadvokat Peter Martin Blinkenberg.