Få et upolitisk indspark til EU-valget

Mette Frobenius giver et informativt og underholdende overblik over, hvad der egentlig foregår i Bruxelles ved et gratis foredrag i Gjethuset onsdag den 29. maj. Foto: Ida Wang

Halsnæs: Føler du dig ikke klædt på til Europa-Parlamentsvalget søndag den 9. juni, kan du måske blive det onsdag den 29. maj kl. 19 i Gjethuset.

Her vil den erfarne stand-up-komiker og uddannede erhvervsjurist Mette Frobenius give et informativt og underholdende overblik over, hvad der egentlig foregår i Bruxelles.

Hun vil på en times tid give en hurtig rundtur gennem de mange institutioner - blandt andet Rådet, Parlamentet, Kommissionen og Domstolen - og sætte fokus på de nuværende 14 medlemmer, og hvem der er de kommende spidskandidater til valget.

Kamp om 15 pladser

11 danske partier vil kæmpe om de 15 pladser, Danmark skal have efter sommerferien.

Oplægget er upolitisk, men faktuelt og informativt, og så må tilhørerne gå hjem og træffe deres valg.

- Jeg kan gøre dig klogere på opbygningen af det europæiske fællesskab i Bruxelles, for det er ikke så indviklet. Så se det her som en anderledes og underholdende oplysningstime om EU. Så du ved, hvem du kan stemme på til juni, lover Mette Frobenius i en pressemeddelelse fra Gjethuset.

Stemmeprocenten i Danmark ved sidste EP-valg i 2019 var 66 procent. Især de unge stemmer ikke så meget, og det skal der rettes op på.

Der er gratis adgang - billetter kan hentes på www.gjethuset.dk.