En dejlig dag i rugbyens tegn

Sælhunden Frederik Svendsen i et gennembrud ved lørdagens stævne

Hundested Rugby Klub var i pinsen vært for et stort stævne under Dansk Rugby Union. Der blev dystet i alle ungdomsrækker og dertil blev 3. afdeling om kvindernes danske mesterskab afviklet.

Så omkring 400 rugbyspillere var i aktion på rugbyklubbens baner i Hundested.

I ungdomsrækkerne op til og med aldersklassen U/14 spilles der for at vinde, men resultaterne registreres ikke i en stillingsoversigt. Her var Hundested med i alle rækker. I U/16 blev det til tre kampe med nederlag til Gentofte og Århus på hhv. 15-39 og 22-24 og en sejr over Malmø på 25-0. I aldersklassen U/18 spillede der tre hold - et østdansk, vestdansk og Skåne. Her vandt det østdanske hold deres to kampe. I Kvindernes DM-række blev det til tre nederlag til Hundested.

Var der et sted hvor Hundested endte som den helt store vinder, så var det på arrangørsiden. Et stævne af denne størrelsesorden kræver mange frivillige kræfter, og her høstede Hundested megen ros, som straks gik videre til alle frivillige.

Alle spillere, ledere og trænere havde en dejlig rugbydag i det solrige vejr, hvor også mange tilskuere var til stede.

Allerede på tirsdag venter en ny travl dag for de frivillige i Hundested Rugby Klub. Her er der skolerugby på programmet, hvor skolerne i Halsnæs fra 3. til 6. klassetrin spiller touchrugby, og det sker også på klubbens baner ved Hundestedhallen.