FREDERIKSVÆRK: Man skal måske være lidt oppe i årene for at kende den med de fire mand på en tømmerflåde. Kjeld Petersen og Dirch Passers berømte sketch Tømmerflåden er da vist også ved at være omkring 65 år gammel.
Men det var nok ganske heldigt, at der på en lidt blæsende dag ikke sad fire mand på den tømmerflåde, som mandag ved middagstid blev observeret drivende i Roskilde Fjord ud for Kregme.
Nordsjællands Politi fik anmeldelse kl.12.08 om at en hjemmelavet tømmerflåde drev mod land. Frederiksborg Brand & Redning rykkede ud samtidig, og fik i følge presseafdelingen hos Nordsjællands Politi fastspændt tømmerflåden.
Takket være vore fantastiske læsere kan vi nu fortælle at tømmerflåden har drevet rundt i længere tid og ellers har ligget ved Kulhuse.


