Det er en måned siden, at bestyrelsen i Fonden Opholdsstedet Home gjorde det klart, at man ser sig nødsaget til at lukke opholdsstedet for unge piger med psykiske udfordringer ved udgangen af juni i år. Den røde murstensvilla i Hundested har fungeret som opholdssted i 35 år, og nu ser det ud til, at lukningen er afblæst.
“Det ville vi naturligvis ikke stå i vejen for, da det ikke har været et ønske for os, at Home skulle lukke. Derfor fratrådte vi som bestyrelsesmedlemmer torsdag den 23. marts, samtidig med, at de nye bestyrelsesmedlemmer tiltrådte. Vi ønsker Home alt det bedste“, lyder det i en pressemeddelelse fra den afgående bestyrelse, som bestod af Sheila Denis, Claus Olsen og Trine Torp.
Arbejde i kulisserne
Det står klart, at der længe er blevet arbejdet i kulisserne på et alternativ til opholdsstedets nuværende ledelse.
Både den afgående bestyrelse og Socialtilsyn Hovedstaden har for flere måneder siden fået en henvendelse fra medarbejderne i tilbuddet om, at de ikke havde tillid til bostedets leder og ønskede at drive tilbuddet videre selv.
Det fremgår af et mødereferat fra et dialogmøde mellem den afgående bestyrelse og Socialtilsyn Hovedstaden, som Frederiksborg Amts Avis har fået aktindsigt i.
Den afgående bestyrelse så dog ikke den løsning som en mulighed, men den nye bestyrelse støtter angiveligt medarbejdernes ønske.
Store udfordringer
Beslutningen om at lukke Fonden Opholdsstedet Home blev ifølge den afgående bestyrelse truffet, fordi man ikke så anden løsning. I en pressemeddelelse fremgik det, at der var opstået samarbejdsproblemer og arbejdsmiljømæssige udfordringer, som det ikke umiddelbart ville være muligt at løse, uden at det vil få store konsekvenser for de unge over en lang periode.
Af pressemeddelelsen fremgik det desuden at, der var opstået såvel økonomiske udfordringer og problemer i forhold til opholdsstedets forbliven i de nuværende fysiske rammer.
Den afgående bestyrelse har dog trods flere henvendelser fra avisen ikke ønsket at uddybe udfordringerne og problemernes karakter.