Natten til lørdag har en gasflaske i et sommerhus i Vejby forårsaget en voldsom eksplosion. Det oplyser vagtchef hos Nordsjællands Politi Christian Illum.
– Alle ruderne er blæst ud og nogle af væggene har rykket sig, så huset er i fare for at styrte sammen, oplyser vagtchefen, der kalder det “en ret voldsom eksplosion.”
Politiet modtog anmeldelsen om en voldsom brand lørdag klokken 06.06. Da brandvæsen og politi nåede frem til stedet, viste det sig at være en gasflaske i huset, der har forårsaget en eksplosion. Hvorfor den er eksploderet, er endnu ikke kortlagt.
Enkelt tilskadekommen
En enkelt beboer fra sommerhuset er kørt på skadestuen med lettere brandskader. Manden, hvis alder ikke er oplyst, har sovet alene i sommerhuset i nat, og vågnede ifølge vagtchefen midt i eksplosionen.
– Den mandlige beboer er vågnet midt i eksplosionen og har påført sig nogle brandskader i forsøget på at redde sig selv ud, forklarer vagtchefen, der oplyser, at manden nu er kørt på skadestuen og er helt uden for livsfare.
Tekniske undersøgelser
Vagtchefen oplyser, at politiet har spærret af ved sommerhuset, og at der nu skal laves tekniske undersøgelser, til at fastlægge, hvorfor gasflasken er eksploderet.
Brandvæsenet har desuden lavet noget afstivning af huset, så det ikke styrter sammen, før undersøgelserne er færdige.
– Det er ikke sikkert, at huset bliver beboeligt igen, siger vagtchefen.