Syg kultur skal ændres

Betina Sølver, medl. byrådet (S)

En syg kultur ...

Som medlem af Byrådet bliver jeg så ked af det, når jeg gang på gang hører nogle politikere højt og tydeligt give udtryk for, at lokalpolitik handler om magt, indflydelse og kompromisser - for jeg kunne ikke være mere uenig!

Jeg har som bekendt været medlem af Byrådet i snart fire år, og mine oplevelser og erfaringer siger mig, at med en politisk indstilling, der går på magt, indflydelse og kompromisser, så er det ikke borgernes interesser og tarv der varetages, men ene og alene egne interesser, hvilket jeg ikke mener er i orden, når man som folkevalgt netop er valgt af borgere, der tror på at man som byrådspolitiker vil varetage deres interesser.

I min optik handler lokalpolitik om, at vi, det vil sige borgerne og de politikere de stemmer ind i Byrådet, har et ønske om at vi sammen skaber en kommune som vi alle elsker at bo i - en kommune hvor vores børn og unge stortrives, en kommune hvor alle ældre er 100 procent trygge ved at bo og blive gamle og syge, ligesom vi i et forebyggelsesperspektiv prioriterer fremtiden i form af personale i dagtilbuddene, der har tid til at tage sig af vores små børn, snakke med dem, guide og påvirke dem i den rigtige retning, så de får en ballast, der kan hjælpe dem sikkert og trygt gennem teenageårene, og videre i voksenlivet.

Jeg ved godt, at det nuværende flertal i Byrådet mener, det er forældrenes ansvar - men også heri er jeg lodret uenig - for alle ved, at nutidens småbørnsforældre har vildt travlt på jobbet, og forventes at være på 24-7-365 - et vilkår, der i min optik stiller store krav til de dagtilbud forældrene er piskende hamrende tvunget til at bruge, og her må jeg bare sige, at vi i Gribskov Kommune skylder småbørnsforældrene, at de trygt og roligt kan varetage deres travle hverdag, og være forvisset om, at deres børn er i de bedste og varmeste hænder, fordi der er hænder nok i alle vores dagtilbud!

Jeg ved godt, at det tager lang tid at ændre den kultur, der har været gældende i det sidste århundrede, men jeg håber og beder til, at de kandidater der bliver valgt ind i Byrådet de næste fire år, dagligt tænker på, hvorfor de sidder i Byrådet, og hvem de sidder der for!