Nyt Gribskovs dobbeltmoral på Østre Alle

Af: Steen Pedersen Thorsgårdsvej, 3230 Græsted <newline/>Byrådskandidat for Venstre

DEBAT

I den triste byggesag i Annisse mener Nyt Gribskov ( NG ) i deres populistiske jagt, at politikerne i Gribskovs Byråd skal være bedrevidende end kommunens administration, som, det må erkendes, i denne sag har lavet fejl, eksterne rådgivere, Kammeradvokaten og hvem der ellers har været involveret, og træffe beslutning imod disse rådgivere.

Og så kommer vi til dobbeltmoralen. På Østre allé i Gilleleje, ligger et meget omstridt byggeri, men det har NG sikkert allerede fortrængt mindet om. I den byggesag, hvor stort set hele byggeloven er »kraftigt udfordret«, havde NG jo ingen bekymringer ved at lægge stemmer til en ny byggetilladelse, som lovliggjorde de »kreativiteter«, som de nærmeste naboer gjorde indsigelser imod. Det være sig sokkelkoter, hvor der i den oprindelige tilladelse stod, at det forudsættes, at terrænnet på grunden er ca. i niveau med vejen. Der er nu en sokkelkote der er 150 - 170 cm. over vejen, og derved et hus, der ligger uforholdsmæssigt højt i forhold til naboerne. I den grad sammenligneligt med »Annisse« - dog har NG stemt direkte modsat i disse sager.

Desuden er der på Østre allé forhold som afstand til skel, herunder brandspredning, der er det såkaldte »skrå højdegrænseplan« bygningens højde, og der er sikkert flere ting. Alt i alt en særdeles »kreativ« byggesag, hvor NG, og andre i den grad har udstillet deres dobbelmoral.