Helsinge har fået en trafiklegeplads

Helsinge har fået en trafiklegeplads
Foto: Anna Hjortsø

Der blev kørt både i brandbil, politibil, personbil og Hjem-is-bil med entusiasme fredag morgen. Der åbnede Helsinges nye trafiklegeplads nemlig mellem Nytorv og Netto ved gavlen op ad Tøjeksperten – og de fremmødte børn kastede sig med iver over de trafikale legeglæder.

– Det er dejligt for byen – også som handels- og børneby. Nu er der endnu en ting, man kan opleve i Helsinge, lød det fra Pernille Søndergaard, udvalgsformand for By, udvikling og land, under indvielsen.

Midt på gågaden er der nu også en tromle, hvor omkring 10 børn med orange refleksveste væltede rundt med hjælp fra en voksen.

– Trafiklegepladsen skaber liv i gågaden, og det vil vi gerne. Det er godt for børnefamilierne, og det understøtter Helsinge som handelsby, sagde Pernille Søndergaard, der fortalte, at der har været mange parter om at få stablet trafiklegepladsen på benene. Derfor har det også taget et par år fra ønske til indvielse.

Blandt andre har kommunen, Danmarks Bedste Børneby, Lions Club og Gadekærsforeningen været med til at få trafiklegepladsen til at blive en realitet.